Sønnen Lars ville ikke mødes med sin far i ’Rod i familien’. Men efterfølgende er det alligevel lykkedes de to at få talt sammen

De sidste par uger er det lykkedes Lillian Gjerulf Kretz at genforene flere stridende familiemedlemmer i DRs dokumentarserie ’Rod i familien’.

Men i aftes endte det 3. program i rækken knap så lykkeligt.

Her mødte seerne de to søstre Gry og Katrine fra Sæby, der inderligt ønskede at få reddet trådene ud mellem deres far Christian og deres to ældre halvsøskende Lisa og Lars, fra farens første ægteskab. Men trods de to søstres store indsats lykkedes det ikke helt. Kun storesøsteren Lisa valgte at deltage i DRs forsoningsmiddag, mens storebroren Lars blev væk.

Men nu viser det sig, at historien alligevel endte lykkeligt. Efter kameraerne blev slukket, har broren nemlig valgt at mødes med sin far, som han ikke har set i 5 år. Det fortæller familien til BT.

- Efter middagen var slut fik jeg en sms fra Lars, der beklagede, men han havde ikke lyst til, at det skulle foregå for åben skærm, fortæller faren Christian Handest, der til dagligt bor i Sæby med sin kone Anne Birgitte Brun.

- Jeg svarede på hans sms, og dagen efter ringede jeg til ham, hvor vi aftalte at mødes i København. Og det har vi så gjort. Vi gik en lang tur i Enghave Parken og bagefter tilbragte vi eftermiddagen i deres kolonihavehus, hvor jeg også bar sammen med mine børnebørn Elmer og Buster, siger Christian Handest og fortæller, at han kun har set det ældste barnebarn Buster på fem år et par gange, mens han aldrig har mødt Elmer, der er fyldt to år.

- Det var en dejlig dag. Vi skiltes i bedste forståelse. Og vi fik talt nogle ting igennem. Lars var kun to år, da jeg blev skilt fra hans mor. Han føler, jeg aldrig har været en far for ham, og det har også været svært, fordi hans mor flyttede til Sønderjylland med børnene, mens jeg blev i Sæby, siger han.

Men det vil Christian Handest nu råde bod på. Han håber, at han i fremtiden vil se meget mere til både datteren Lisa og sønnen Lars. Og det er selvom Lars og hans familie netop er rejst til USA, hvor de har planer om at bo de næste to år.

- Jeg har købt noget Skype-udstyr på nettet, så vi bedre kan tale sammen og se hinanden, selv om de bor derovre. Og så er der tale om, at de måske kommer hjem på et kort besøg i november, og der håber jeg at få dem at se, siger han.

Også datteren Lisa er lykkelig for, at familien igen har fået kontakt. Hun fastslår, at det betyder noget helt særligt, at Lars også har valgt at tage del i det.

- Lars og jeg er meget tætte, og det har vi altid været. Så det er dejligt, at vi er fælles om det her. Der er sket meget de sidste par måneder, og jeg ser kun en vej nu, og det er frem ad. Jeg er meget mere positiv i dag, og jeg er så glad for, at Gry og Katrine gav mig et skub, siger hun.