Amalie Szigethy satser i øjeblikket benhårdt på en karriere som sanger, men livet som sanger kan være økonomisk hårdt. Det har reality-stjernen også måtte erkende, men på trods af hendes økonomiske problemer agter hun ikke at tage et arbejde i den lokale netto.

Det slår hun fast over for en af værterne, jurist Sara Kaae, på TV3-programmet 'Luksusfælden', da de to sammen er taget ud for at besøge sangeren Mathilde Falch. Her forsøger Mathilde Falch, der er datter af den populære danske sager Michael Falch, at forklare Amalie, hvordan hun selv tager andre jobs i de perioder, hvor det er småt med arbejde inden for musikbranchen.

Men på trods af hun ikke kan få det til at løbe rundt økonomisk, så er Amalie afvisende over for idéen fra Mathilde Falch om et andet job.

- Selvom at jeg rigtig gerne ville, så går jeg en anden vej end det. Ligesom jeg ikke kunne gå ned og tage et job i Netto, som den person jeg er.

- Det vil jeg ikke kunne, fordi det ville ikke være specielt godt for mit omdømme, og den person jeg er, svarer Amalie forarget, da Sara Kaae spørger, hvorfor hun ikke kan arbejde i Netto.

- At Amalie hun sidder bag i en Netto ville trække mig ti gange ned, forklarer hun videre.

Herefter fortsætter snakken, hvor Amalie gør det klart, at hun ikke skal have et arbejde, ligesom hun giver en masse undskyldninger for, hvorfor hun ikke behøver et arbejde på trods af hendes økonomiske problemer.

Undervejs i programmet, som kan ses på TV3 tirsdag klokken 20, kommer det også frem, at Amalie ikke har betalt sin skat korrekt, siden hun fyldt atten år. Derfor skylder hun nu Skat 160.000 kroner, og det er en af grundene til hendes økonomiske problemer, som hun får hjælp til at takle i programmet.