Han lider af evig angst for at dø lige om lidt og kunne ikke finde på at tage en flyvemaskine til Sydfrankrig.
Men på et pressemøde i Cannes foran snurrende tv-kameraer fra hele verden er Lars von Trier ikke bange for at sige, at han 'sympatiserer en lille smule' med Hitler.Måske er det ikke udtryk for mod, men snarere manglende forståelse for, hvordan hans opsigtsvækkende ordstrøm bliver opfattet af tilhørere, der ikke nødvendigvis som et dansk eller skandinavisk publikum er fortrolige med hans sarkasme og selviscenesættelse.
Ifølge skuespilleren Jens Albinus er Lars von Trier det eneste menneske, han kender på hele denne planet, der altid er fuldstændig ærlig.
Og den danske filminstruktør har da heller aldrig lagt skjul på, at han har været fascineret af Hitlers nazisme i årtier.
I journalisten Nils Thorsens portrætbog 'Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier', der udkom sidste år, siger den excentriske instruktør det uden blusel, selv om han i politisk forstand på ingen måde sympatiserer med den nazistiske ideologi:
- Jeg er imponeret over Det Tredje Rige. Det må jeg indrømme. De her folk, der har siddet sammen og fundet ud af: Så gør vi sådan og sådan. Og der skal være syv SS-generaler, og når de dør, skal de ligge i hver sin kiste, og når solen står i zenit, spreder nogle stråler sig ud med referencer til ridderne om det runde bord. De har bare taget fra hylder af mytologi. Der var grænser. Og det er altså sjovt at se, når folk giver den armen i en eller anden retning.
Bogen beskriver også, hvordan den meget unge Lars Trier - før han pyntede sig med det tillagte von - som 17-årig sad sammen med en kammerat på sit værelse og så på gamle film-optagelser fra Hitlers propagandaministerium af angribende tyske bombefly på Østfronten, mens de hørte rockmusik. Samme kammerat havde en større samling af uniformer og våben fra nazi-tiden, som han mener har været med til at præge Lars von Triers betagelse af Nazityskland.
Lavede film om tysk soldat
Og da Trier i 1982 valgte at lade en tysk soldat være offer og hovedperson i sin kontroversielle afgangsfilm 'Befrielsesbilleder' fra Den Danske Filmskole, måtte den unge instruktør understrege, at han ikke tog parti for tyskeren som nazist, men som taber.- Og så var jeg fascineret af den nazistiske formgivning, måske sågar af overmennesketankerne, forklarer han i Nils Thorsens bog.
Selv om også andre af Lars von Triers tidlige film kredser om Nazitysklands undergang, gør hans opvækst det næsten overflødigt for ham at forklare, at han ikke sympatiserer med det nazistiske tankegods.
Han voksede op i et kommunistisk hjem, hvor moderen gik med i modstandsbevægelsen og i 1943 måtte flygte til Sverige, da det hemmelige tyske politi Gestapo jagtede hende. I Sverige mødte moderen en halvjødisk mand, som hun blev gift med, og som også i barndommen fik Lars von Trier til at opfatte sig selv som jøde.
På moderens dødsleje afslørede hun dog for Lars von Trier, at hans biologiske far i virkeligheden var en chef i Socialministeriet, som moderen i en årrække havde haft en affære med. Manden hed Fritz og var af tysk afstamning.
Tag den, Lars.
