Årets ’X Factor’-vinder ryger direkte i armene på den amerikanske producer Dallas Austin, som har lovet at skrive og producere fire sange til vinderen. BT har bedt ham vurdere de tre finalister.

Hvordan sikrer vi os, at årets ’X Factor’-vinder ikke er glemt efter finalen på fredag?

DR’s bud på en løsning hedder i år Dallas Austin.

Han er 46 år, bor i Atlanta og fik i 2001 et par verdenshits med popsangerinden P!nk og hendes gennembrudsalbum ’Missundaztood’.

BT møder den amerikanske producer i DR Byen onsdag eftermiddag, hvor han er i gang med at kigge nærmere på Chili, Mia og Morten.

»Til at starte med sendte de mig optagelser med de sidste fem deltagere. Jeg troede, Samanta ville komme i finalen, men ellers er jeg ikke overrasket over, hvem der står tilbage. Jeg skal jo vælge hvilke sange, de skal synge i finalen, så jeg har fundet nogle, der udfordrer dem lidt, men som samtidig også er tro imod deres stil.«

Det er Remees skyld, at amerikaneren er havnet i dansk ’X Factor’.

For nogle år siden blev de introduceret for hinanden igennem en fælles veninde, og da Dallas Austin en dag lavede et remix af den tidligere ’X Factor’-vinder Emilie Esther, spurgte Remee, om ikke de skulle lave noget mere sammen.

»Vi klikker godt sammen. Jeg har også været inde og besøge hans natklub Arch,« griner han.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Dallas Austin vil dog ikke afsløre, hvem der er hans favorit blandt de tre ’X Factor’-finalister. Om hver enkel siger han:

»Morten har en meget unik stemme og er lidt en folkets mand. Det er klart, han bliver nervøs, når han kun er vant til at sidde foran en computer, så man vil gerne se ham klare sig godt. Han har dog rigtig meget, der skal arbejdes med. Mia har en gammel sjæl. Hun er en rigtig god sangskriver og har derfor sværere end de andre ved at skulle synge andres sange. Men altså…Hun er kun 15 år. Hun kan blive rigtig god.«

Om Chili siger han kort:

»Hun er bare sjov. Jeg tror, hun er den af de tre finalister, der har det sjovest med at være med i ’X Factor’. Hun er et super talent.«

Han ved endnu ikke, om vinderen skal med ham til Atlanta, eller om sangene bliver indspillet i København.

»Jeg vil først og fremmest have dem ud af deres comfortzone. Så skal der heller ikke gå for lang tid fra finalen, til vi kan udsende sangene. Folk der har siddet og heppet på dem skal kunne finde deres musik hurtigst muligt, så vi får travlt.«