Han har spillet alt fra fodboldspiller John Faxe Jensen til den småkriminelle mekaniker Nicky i ’Bedrag’. Nu hædres den 32-årige skuespiller Esben Smed som stortalent ved filmfestivalen i Berlin. Folk omkring ham spår østjyden en stor karriere.

Iben Hjejle var en af de første. Siden tilfaldt æren navne som Nikolaj Lie Kaas, Sonja Richter og Pilou Asbæk. Nu gives stafetten videre til ’Bedrag’-stjernen Esben Smed, der under filmfestivalen i Berlin i denne uge er blevet udråbt som en af Europas største skuespil-talenter: En af dem den internationale filmbranche har rigtig store forventninger til.

»Rent karrieremæssigt kunne sådan en udmærkelse ikke lande mere perfekt. Esben Smed er lige på grænsen til det store gennembrud, og nu får instruktører og castere virkelig øjnene op for ham,« lydet der fra filmekspert Casper Christensen fra podcasten ’Filmnørdens hjørne’.

»Han virker til at være en skuespiller, der kan spille alle slags roller. Jeg lagde første gang mærke til ham i ’Sommeren 92’, hvor han jo nailede den som John ’Faxe’ Jensen’, og så har senest hans rolle i ’Bedrag’ gjort ham til allemandseje. Det kommer jo an på hvilke ambitioner han går rundt med, men jeg kunne sagtens se ham få en international karriere.«



32-årige Esben Smed er vokset op i Odder lige syd for Aarhus og dukkede i 2003 første gang op på det store lærred i ungdomsfilmen ’2 ryk og en aflevering’, hvor han spillede sammen med andre unge talenter som Marie Bach Hansen (’Arvingerne’) og Cyron Melville (’Sommeren 92’).

Han blev færdiguddannet fra skuespillerskolen i 2013 og fik sidste år sit store gennembrud i Danmark som den småkriminelle mekaniker Nicky i DRs dramaserie ’Bedrag’. Jeppe Gjervig Gram, der er hovedforfatter på ’Bedrag’, fortæller om arbejdet med Esben Smed:

»Han er en meget klog og alsidig skuespiller. Han er utrolig selvkritisk. Han kom engang op til mig og undskyldte for en scene, han ikke mente var gået særlig godt. Det er scene, hvor Nicky opdager, at den unge pige Olga, som han har kidnappet er død. Da jeg så scenen i klipperummet, var han fuldstændig vidunderlig, og jeg sad med tårer i øjnene. Men Esben har et højt ambitionsniveau og vil i dag stadig mene, at han kunne spille scenen bedre.«

Esben Smed sammen med sine 'Bedrag'-kollegaer Lucas Hansen og Julie Grundtvig Wester.
Esben Smed sammen med sine 'Bedrag'-kollegaer Lucas Hansen og Julie Grundtvig Wester. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den 9. marts har Esben Smed biografpremiere i hele landet på sin første store hovedrolle i filmatiseringen af Jonas T. Bengtssons anmelderroste roman ’Aminas Breve’. Jakob Bitsch har instrueret filmen og havde fået anbefalet Esben Smed af sine kollegaer.

»Jeg kendte ikke så meget til ham, for ’Bedrag’ havde ikke været i fjernsynet på daværende tidspunkt, men han var utrolig engageret. Han havde læst bogen flere gange, og da han hørte, at vi ledte efter en hovedrolle, ringede han til mig og spurgte, om han ikke måtte komme ind til en casting.«

Jakob Bitsch har store forventninger til Esben Smed fremtidige skuespillerkarriere.

»Han har looket, kameraet kan lide ham, og så arbejder han utrolig seriøst med sine roller. Han bliver en af de næste store, der tager over for Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas.«