Sonny skal være far igen, men moderen har han ikke noget rigtigt forhold til. Derfor har han forsøgt at overtale hende til en abort.

»Jeg ville ønske, at man kunne sige nej. Hvis der var en ‘nej-knap’, man kunne trykke på, så havde jeg da helt sikkert gjort det.«

Sådan siger en fortvivlet ’De Unge Mødre’-Sonny, efter han har fået at vide, at han har gjort en kvinde gravid igen. Kvinden er ikke en kæreste. Forholdet har bare været ’ren hygge’, fortæller han selv.

Derfor er han på ingen måde klar til at lege far, mor og børn igen. Men nu er der ingen vej tilbage, fortæller den unge far i tirsdagens afsnit af den populære Kanal 4-serie.

»Lige da jeg fandt ud af, at jeg skulle til at være far igen, der havde jeg en totalt stor og grå sky over mig. Jeg vidste, at der må gå de her 12 uger, hvor du må få abort. Så prøvede jeg at overtale hende en del på det tidspunkt, for jeg er ikke interesseret i det,« siger han i klippet, som du kan se over artiklen.

»Jeg har jo ikke så meget at skulle have sagt, fordi jeg jo har gjort min fejl,« erkender han.

Sonny Møller Ditlevsen er kendt fra reportageserien ’De Unge Mødre’, der som udgangspunkt fulgte hans ekskæreste Julie Boraso Heinesen og deres fælles datter Melia.

Da den unge mor var gravid med Melia, var Sonny Møller Ditlevsen heller ikke udpræget interesseret i at få et barn med ekskæresten Julie Boraso Heinesen, som han havde været kæreste med i to år.

Men denne gang er det helt anderledes.

»Der har været noget ægte mellem mig og Julie. Der har ikke været noget ægte mellem mig og den nye mor. Og det er de forskelle der er, og det har sindssygt meget at skulle have sagt.«

Se hele afsnittet tirsdag kl. 20 på Kanal 4.