Sceneskræk, ulykke og familietragedier. Det er næsten som om der har hvilet en forbandelse over rollen som Daniel Skjern. Tre af de skuespillere, der har spillet rollen som Mads Skjerns rystende usikre dreng, har også selv været på kant med livet. Og så har rollen som drengen med de brune øjne fulgt dem lige siden tv-serien for første gang blev sendt.

Ellen Skjern får en hest af sin far, fordi hun klarer sig godt i skolen. Men lille Daniel må undvære, fordi han ikke er lige så dygtig. De fleste husker den lille dreng med de store, brune øjne, der virkede trist. Og det var egentlig ikke skuespil.

- Jeg skal ikke ligne et barn, der er glad, og jeg var egentlig heller ikke særlig glad. Det var der masser af gode grunde til, siger Jacob Dalgaard, der spillede en af rollerne som Daniel Skjern. Dengang var han 10 år gammel. I årene efter indspilningerne til tv-serien ramlede hans verden sammen.

- Jeg var med i Matador på det tidspunkt, da min mor og far ikke havde det godt sammen og var ved at flytte fra hinanden. Senere hen tog min far livet af sig selv. Det hele var et kaos, fortæller han.

Selvmord var skyld i krise

For Jacob Dalgaard var det faderens selvmord, der gjorde, at han røg ind i en krise.

- Det var hårdt at miste retningen. Man ved godt, at man kan finde ud af noget, men man gider bare ikke rigtig gøre noget. Det er baggrunden for, at jeg aldrig rigtig har vidst, hvad det var, jeg skulle gøre med mit liv.

Derfor droppede Jacob Dalgaard ud af jurastudiet. Og derfor har han aldrig taget en uddannelse. I stedet har han haft skiftende jobs, blandt andet som kordegn, russisk oversætter og i telemarketing, og boet på kollegium som en slags evighedsstudent.

- Man bliver bitter og harm over, at det skal være nødvendigt, at folk begår selvmord. Og også harm over, at ens far ikke har søgt hjælp, hvis han har haft det dårligt, men i stedet vælger den mest desperate udvej, siger han.

- Det er forfærdeligt, når ens far tager sit eget liv, og ens mor foreslår, at man skal til psykolog. Det er hårdt. Man ved simpelthen ikke, hvad man skal gøre. Man står bare der.

Daniel på trappestenen

I alt har fire skuespillere haft rollen som Daniel Skjern. Kristian Steen Rem spillede den første Daniel Skjern, der sidder på trappestenen og venter på sin far. Han har tidligere fortalt BT, at det var svært at forlige sig med rollen som Daniel og komme videre med sit liv. 


Han blev sygemeldt efter et trafikuheld og en ulykke, hvor han fik en tung seng ned over sig, da han skulle bære den ned fra første sal. I dag arbejder han som blikkenslager og har været ved at skrive en bog om at være barnestjerne. Til BT sagde Kristian Steen Rem, at han for alvor kom ud af sin depression og identitetskrise, da han blev far.

Sceneskræk

Skuespilleren Niels Martin Carlsen havde rollen som den voksne Daniel Skjern, der ville være modeskaber. Han endte med at droppe de skrå brædder og sin karriere som skuespiller, fordi han led af sceneskræk.

Han har tidligere udtalt, at han frygtede, at han ville glemme replikkerne på scenen, og at det gjorde, at han gik ned med flaget. I stedet kører han i dag taxa som selvstændig taxavognmand. Blandt andet gav han Lise Nørgaard et lift hjem, sidste gang hele Matador-holdet mødtes.

@danielskjern

Jacob Dalgaard ser altid Matador, når tv-serien bliver genudsendt. Og hver gang oplever han den på en ny måde. Denne gang ser hans 8-årige datter med, og han synes, det er sjovt, at hun nu forstår handlingen.

Der er både Daniel på trappestenen, Daniel med hesten og Daniel, der vil være modeskaber. Jacob Dalgaard oplever, at folk blander de tre skuespilleres roller sammen og tror, at det er den samme person. Engang, da han arbejdede som postbud, oplevede han at blive genkendt. Men ellers er det sjældent. Snarere det omvendte, siger han.

- Folk plejer at sige: »Det tror jeg ikke på, det må være noget, du bilder mig ind. Det er da ikke dig.«

Men der er alligevel stadig lidt Daniel tilbage i Jacob Dalgaard – hans emailadresse hedder »danielskjern«. 

BT har også forsøgt - uden held - at få fat i Kristian Steen Rem og Niels Martin Carlsen.