Hverken Ole Christian Madsens »SuperClásico« eller Nicolas Winding Refns »Drive« er nomineret til en Oscar.

Der bliver ingen Oscar-jubel i den danske filmverden i år. Instruktøren Ole Christian Madsens »SuperClásico« var ellers med i opløbet til en nominering som bedste udenlandske film, men den er ikke blandt de fem udvalgte.

Heller ikke Nicolas Vinding Refns »Drive« er blevet nomineret. Filmen med superstjernen Ryan Gosling i hovedrollen har været en stor succes hos både anmeldere og publikum, men den fandt altså ikke nåde for Oscar-komiteens kritiske blik.

Det gjorde til gengæld den fransk-amerikanske stumfilm »The Artist«, der er den helt store topscorer med 10 nomineringer, for blandt andet bedste film, bedste originale manuskript og bedste instruktion. Desuden er filmens stjerneskuespiller, Jean Dujardin, nomineret for bedste mandlige hovedrolle.

I den kategori er han oppe mod store navne som George Clooney og Brad Pitt, mens de nominerede til bedste kvindelige hovedrolle tæller Glenn Close, Meryl Streep og Rooney Mara, der spiller Lisbeth Salander i den amerikanske udgave af »Mænd der hader kvinder« - »The girl with the dragon tatoo«.

I kategorien for årets bedste film er »The Artist« oppe mod otte konkurrenter, blandt andre Martin Scorseses »Hugo« og Woody Allens »Midnight in Paris«.

Årets Oscar-priser uddeles 26. februar. BNB