Tremmeseng, putte-bamse, sutteflaske, bleskift og madning. Det er ting, som vi umiddelbart forbinder med babyer og helt små børn. Men for 45-årige danske Nikolaj er det en fetich. Han elsker at lege voksenbaby, og nu har han taget internettet med storm.

Fem timer. Det var alt, hvad der skulle til, før DR3’s video af Nikolaj stjal en stor del af brugernes opmærksomhed på det sociale medie Facebook. På de første syv timer har videoen over en million visninger, 3665 likes og ikke færre end 7602 delinger og mere end 30.000 kommentarer.

I videoen, der er en del af DR3’s programserie ’Spørg mig om alt’, fortæller Nikolaj om, hvordan han leger voksenbaby. Han viser, hvordan han bliver skiftet, madet og så viser han også sin speciallavede tremmeseng fra Tyskland frem.

Se også: Se det uhyggelige forsøg: DR3-vært udsætter sig selv for tortur

Nikolaj fortæller, at han bliver passet af en såkaldt ’care-taker’ imens han leger voksenbaby, og at han godt kan lide at putte og se tegnefilm.

»Jeg kan godt lide at blive madet. Jeg kan næsten blive tændt af, at der kommer mad ud i ansigtet på mig,« fortæller Nikolaj.

Nikolaj fortæller i DR3’s program, at han godt ved, at hans fetich for nogle kan virke underlig og frastødende men siger samtidig også, at han ikke har noget problem med, hvad folk tænker, så længe han får lov til at lege, som han vil.

»Jeg kan godt grine lidt af det, når jeg ser mig selv i spejlet med ble og sutteflaske. Men sex skal jo også være sjovt, ellers er det ikke det værd«.

DR3’s programserie ’Spørg mig om alt’ går ud på, at danskerne kan spørge ind til personer, som DR3 finder og stiller til rådighed. Som programmet antyder, så kan du spørge om alt – uden filter. Programmet har før været gæstet af bl.a. en prostitueret, en eks-pusher, en menneskesmugler, og en bankrøver.

De mange reaktioner på Facebooksopslaget har fået DR3 til tasterne:

»I skrivende stund er der over 30.000 kommentarer til dette indslag. Vi kan naturligvis ikke svare alle eller engagere os i en moderatorrolle på alt. Så hermed en opfordring til en god tone - både mod Nikolaj og hinanden her i trådene.Der dukker dog tilbagevende holdninger op. Er alle lyster okay eller er der en grænse for hvad vi skal tolerere? Hvor går den i så fald og hvorfor? DR3 ønsker helt overordnet at vise virkeligheden som den er og stille spørgsmålstegn til, hvorfor vi gør som vi gør. Det kan jo så lyde meget fint og abstrakt, men i det her tilfælde opstår nogle meget interessante diskussioner i dét felt,« skriver tv-kanalen i kommentarsporet.

De opfordrer til, at man stiller spørgsmål til Nikolaj 3. februar.

»Kom gerne fortsat med din holdning - og husk også, at det trods alt er muligt at stille Nikolaj spørgsmål direkte på tv onsdag i næste uge kl. 21.30.«