Tusindvis af småpiger ville have givet deres højre arm for at have oplevet det eventyr, som 11-årige Isabel Brogaard Pedersen fra Nykøbing Falster har haft i denne weekend.

Det var nemlig Isabel, der i sidste måned vandt BT og Disneys konkurrence om at være den, som bedst kunne synge omkvædet til  kæmpehittet 'Lad det ske' fra den ultrapopulære Disneyfilm, Frost. Præmien var tre dage/to nætter på Disney Hotel med VIP pas til alle attraktionerne i Disneyland Paris, gratis mad og fly tur/retur for Isabel, hendes mor, far og storesøster.

Flere hunderede småpiger fik indspillet vidoer med sig selv, mens de sang. Men de danske dommere, sangerinderne Maria Lucia og Kristine Yde, der lægger de danske stemmer til Anna og Elsa fra filmen, var ikke i tvivl, da de så Isabel synge omkvædet, mens hun akkompagnerede sig selv på klaver.

»Hun var den første video, vi så. Og vi var målløse over hendes åbenlyse talent og klare stemme. Hun laver sangen fuldstændig til sin egen,« lød det begejstret fra de to dommere, efter de havde set Isabels synge og spille 'Lad det ske'.

I fredags begyndte Isables eventyr, da hun sammen med sin mor, Britt Brogaard, far, Michael Pedersen og 14-årige storesøster Antonia rejste til Disneyland.

Og hele lørdagen fik Isabel og hendes familie en nærmest som kongelige behandling af Disney. De kom forrest i køen til forlystelserne og var konstant ledsaget af to guider fra Disnyeland, der navigerende familien smertefrit igennem det tæt befolkede eventyrunivers 30 kilometer udenfor Paris.

For Isabel kulminerede turen lørdag aften. Her blev hun fotograferet sammen med sine idoler fra Frost, de to Disney-prinsesser Anna og Elsa. Og ikke nok med det, var det på den eventyrlige Frost-scene med glitrende sne og iskrystaller.

De to prinsesser var iført de kendte kostumer fra filmen, og Isabel blev modtaget med store, kærlige kram, da hun kom op på scenen til Anna og Elsa. Og selv om det var en kæmpeoplevelse for den 11-årige skolepige, var det næsten ingenting i forhold til det storslåede Frost-show, som er Disneys nye atrraktion.

Her var Isabel og de andre vindende piger fra hele Europa nemlig blevet særligt inviterede til at overvære premieren på det hvidglitrende sneshow, der viser forskellige scener fra filmen. Og da publikum blev opfordret til at synge med, var det lige før man ikke kunne høre de professionelle skuespillere på scenen længere.

Men håret rejste sig for alvor, da Elsa i gnitrende isblå kjole pludselig dukkede op på toppen af en isdynge til tonerne af 'Lad det ske'.

»Jeg kommer aldrig til at glemme den her dag,« lød det fra den 11-årige Isabel.

Udover at vinde turen til Disneyland Paris, er den heldige familie også med i et kæmpe syng-med-show med vindere fra hele Europa, når Disneyland Paris åbner deres nye sommertiltag ’Frozen Summer Fun’, hvor man kan opleve  Anna, Elsa, Kristoffer og den syngende snemand Olav.