Den ulovlige streaming-tjeneste PopCorntime, hvor man kan se film gratis helt udenom den branche, der betaler festen, er på kort tid blevet så populær, at den danske filmbranche snapper efter vejret for at overleve.

Popcorn Time er på kort tid blevet mere populær end betalingskanalen Netflix i Sverige og Holland, og er oprindeligt udviklet af bagmænd fra Argentina.Lige som i de 44 lande hvor de indtil videre er tilgængelige, ligner de også i  Danmark en helt lovlig udbyder, når man googler dem på nettet.

»Hvis ikke vi får hjælp, så dør vi,« siger filmproducent Ronnie Fridthjof, der både står bag slagkraftige danske komedier som 'Blå mænd' og 'Alle for én' samt prisbelønnede dokumentarfilm som 'Armadillo'.

»Politikerne og politiet må simpelthen hjælpe os med at stoppe de mange ulovlige downloads, der nu er blevet endnu mere ekstremt med Popcorn Time, hvor brugerne kan streame alt fra samme sted.«

Når Ronnie Fridthjof siger 'vi' mener han den danske filmbranche. På trods af stigende biografsucces og stigende kvalitet, har flere producenter i de sidste år haft røde tal på bundlinjen, hvilket Fridthjof mener, skyldes de internationale pirater, der tilbyder alt for ingenting til brugerne.

Se også:

'Se film og tv-shows øjeblikkeligt - se hvor nemt det er', skriver Popcorn Time, der reklamerer med, at det tager tre klik, så er der adgang til stort set samtlige film fra Hollywood til Nordisk Film, fra Bollywood til Zentropa. Med danske undertekster og hele moletjavsen.

«Popcorn Time tager download skridtet videre, de forstår at lave det enkelt, så alle kan bruge det. Men det er ulovligt, og underminerer hele filmbranchen. Det er sådan set nøjagtigt det samme som, hvis du gik ind i Bilka og tog varer ned af hylden uden at betale for dem. Men hverken politiet eller politikerne gør noget ved det. Det er som om de lever i en anden tid,« siger Ronnie Fridthjof til BT, der nu sammen med blandt andet Zentropa og resten af den danske filmbranche vil hyre private advokater for at uddele bøder til brugerne af de ulovlige download-tjenester og Popcorn Time:

Læs også:

Gameofthrones

»Vi vil ikke uddele kæmpe bøder som vi blandt andet har gjort i Tyskland, hvor vi skrev bøder ud på 1200 euro til enkelte brugere, hvilket rundt regnet svarer til omkring 10.000 kroner,« siger Anders Kjærhauge, der er jurist på Zentropa, der alene i 2014 oplevede, at deres film blev downloadet ulovligt i 12 millioner tilfælde.

»Jeg forestiller mig bøder til de enkelte brugere i en størrelse, der svarer til en stor parkeringsbøde. Et sted mellem 1500-2000 kroner. Et beløb, der er til at overskue, men samtidig også er så irriterende, at folk begynder at tænke sig om,« siger Anders Kjærhauge.

»Politikerne har sagt nej til en brevmodel, hvor vi skriver og advarer de enkelte brugere, så jeg tror, at vi bliver nødt til selv at hyre advokater, der kan registrere brugerne og sende bøder til dem,« siger Ronnie Fridthjof, der er enig med Zentropa:

Læs også:

Vennerfriends

»Vi skal ikke komme efter 16-årige drenge med store sagsanlæg, men brugerne af de ulovlige tjenester skal have et pænt rap over fingrene på et beløb, der i første omgang ligger mellem 1000-2000 kroner. Og så skal vi fortælle brugerne, at det er ulovligt, og at de er med til at tage livet af dem der producerer det de sidder og ser, nemlig de danske film og den branche, der producerer dem,« siger Ronnie Fridthjof, der ikke vil gå efter bagmændene, selvom han er vred på dem:

»Det kan simpelthen ikke betale sig at gå efter folkene bag Popcorn Time eller andre bagmænd, for der dukker bare en ny op i løbet af nul komma fem. Selvfølgelig ville det være fedt, hvis amerikanerne kunne lukke dem, men det handler om, at overbevise brugerne om, at de gør noget ulovligt, og at der er helt lovlige tjenester. De er bare ikke gratis, men det koster mange penge at producere film, og det skal brugerne selvfølgelig betale for. Ligesom de betaler for alt muligt andet, de køber i et supermarked,« siger Ronnie Fridthjof til BT.