Skuespiller Nicolaj Kopernikus har fået en cyste på stemmelæberne, og skal opereres indenfor de nærmeste dage.

Det betyder, at den 49-årige skuespiller må melde afbud til sin store rolle som prædikanten Casy i Katrine Wiedemanns opsætning af John Steinbeck-klassikeren 'Vredens druer', der har premiere på Betty Nansen Teatret i København om kun 11 dage, lørdag d. 4. marts.

I følge teaterdirektør Vibeke Windeløv opdagede Kopernikus, at der var noget galt med hans stemmebånd i sidste uge

»I fredags kunne Nicolaj mærke at der var noget galt med hans stemme, og folkene omkring kunne også mærke, at det ikke var som det plejer. Og det er klart, at hans helbred går forud for alt andet, så jeg sagde til ham, at han skulle få det fikset hurtigst muligt,og at han ikke skulle have det dårligt med at melde afbud,« siger Windeløw til BT.

»Den sygdom han har fået, er ikke farlig. Det er faktisk noget, der tit sker for skuespillere, når de bruger deres stemme meget. Og det gør de jo på en teaterscene, hvor de skal udover scenekanten. De sidste dage har jeg talt med fire skuespillere, der alle har haft den samme sygdom, og er blevet opereret for den uden problemer. Men det betyder desværre, at Nicolaj skal holde kæft i de næste seks uger efter operationen, og så er det svært at lave teater,« siger Betty Nansen Teatrets direktør, der sammen med instruktør Katrine Wiedemann, har ageret hurtigt over weekenden, hvor de har hentet skuespiller Olof Johannessen ind som afløser for Kopernikus.

»Det er hårdt for Nicolaj at stå af nu, så tæt på premieren, og det er hårdt for Olof at gå på med så kort varsel. Men det er helt udramatisk og der er ingen panik herinde på teatret. Vi har været ude for værre ting og både Katrine (Wiedemann. Red.) og Olof er så seje,« siger Vibeke Windeløv, der fortæller, at den sygdomsramte skuespiller personligt havde overskud til at overdrage sin rolle til afløseren Olof Johannessen mandag eftermiddag, inden Kopernikus skal på operationsbordet en af de nærmeste dage.

Den rolle som Olof Johannessen overtager fra Nicolaj Kopernikus er en af stykkets store bærende roller som den desillusionerede præst Casy i det klassiske John Steinbeck-stykke, 'Vredens druer', der foregår under depressionen i USA. Her mister en fattig landbo-familie deres gård, og er tvunget til at rejse tværs over USA til Californien i håb om at finde arbejde og en bedre fremtid.

Historien blev kendt i John Fords filmatisering fra 1940 med Henry Fonda i hovedrollen som Tom Joad.
Fiilmen regnes for et mesterværk og har siden været opført som teaterstykke utallige gange på den vestlige halvkugle.

Katrine Wiedemanns iscenesættelse af 'Vredens druer' på Betty Nansen Teatret har premiere d. 4. marts, og de øvrige medvirkende er Kristian Halken, Marie Bach Hansen, Joachim Fjelstrup, Laura Bro, Jens Jacob Tychsen, Lars Simonsen og Joen Højerslev.