Den danske instruktør Anders Walters film »9 meter« er med i kampen om en Oscar-statuette, skriver Det Danske Filminstituts nyhedsbrev FILMupdate.

- Det er en stor glæde for os igen at se, at vi kan være med til at udvikle nye talentfulde instruktører, der har gode historier på hjerte, siger produceren Tivi Magnusson, hvis filmselskab M&M Productions flere gange har haft film shortlistet til en Oscar og seks gange modtaget de eftertragtede statuetter - tre til instruktører og tre til producere.

Anders Walter, der tidligere mest har arbejdet som tegneserietegner, har lavet en film om et usædvanligt emne.

»9 meter« handler om den 16-årige Daniel, der er en talentfuld længdespringer, som konstant sætter nye rekorder. Daniels mor er døende, og han tror at hans rekorder er med til at holde hende i live. I et desperat forsøg på holde moren i live, begynder han at springe mellem hustagene i den beton-ghetto, han bor i.

Den 34-årige Anders Walter begyndte allerede som 12-årig at tegne til lokale aviser i Aarhus, bl.a. Åhus Stiftstidende. Siden han var 16 år har han levet af at tegne. Han har bl.a lavet plakater for DSB og Carlsberg og arbejdet hos Nordisk Film. Han har også lavet sin egen tegneserie »Solas« og instrueret flere musikvideoer. Anders Walter har studeret illustration og filmvidenskab på School of Visual Arts i New York.

125 film har været i spil til konkurrencen, og heraf er 11 udtaget til den såkaldte shortlist.