Den danske filminstruktør Michael Noer har fået til opgave at styre en genindspilning af Hollywood-klassikeren ’Papillon’, der kom på lærredet helt tilbage i 1973.

De to amerikanske skuespillere Steve McQueen og Dustin Hoffmann brillerede i den gamle fængselsfilm, og nu ser det ud til, at filmklassikeren får nyt liv – dog uden de to stjerne-herrer.

The Hollywood Reporter skriver, at firmaet Red Granite står bag projektet, og de har hevet fat i instruktør Michael Noer, der i en alder af kun 36 år allerede har lavet gode danske film. Hans største bedrifter indtil nu er fængselsfilmen ’R’ fra 2010, som har Pilou Asbæk i hovedrollen, og som Michael Noer lavede i samarbejde med Tobias Lindholm. Og så står Michael Noer også bag dramaet ’Nordvest’ fra 2013.

Filmen ’Papillon’ bygger på erindringen om den dømte forbryder og flygtning Henri ’Papillon’ Charriére, og historien blev første gang udgivet i Frankrig i 1969. Steve McQueen, der døde som blot 50-årig i 1980, spiller manden, der blev uretfærdigt dømt som morder i 1930’erne. ’Papillon’ blev i sidste ende idømt livsvarigt fængsel i en berygtet sydamerikansk straffekoloni.

Dustin Hoffmann spiller den mærkelige medfange og falskmønter Louis Dega, som aftaler med ’Papillon’ at finansiere hans ophold i fængslet til gengæld for hans beskyttelse. Det ender med, at de to indsatte knytter et stærkt bånd i fængslet.

Den klassiske film ’Papillon’ blev i sin tid rost til skyerne og modtog blandt andet en Oscar-nominering for bedste musik og en Golden Globe-nominering til Steve McQueen for bedste skuespiller.

’Papillon’ har en placering som nummer 240 på internet-filmsitet IMDb’s Top 250-liste.

Produktionsselskabet Red Granite har blandt andet produceret og finansieret film som Martin Scorseses Oscar-vindende drama ’The Wolf of Wall Street’ og ’Dum og dummere’.