Den psykologiske gyser er en svær genre. Svær at gøre troværdig og svær at se for mere konkret orienterede sjæle. Debutfilmen »Shelley« af Ali Abbasi signalerer både »Rosemary’s Baby« og vinker med en »Frankenstein«-reference.
Louise og Kasper har valgt at bo i et lille hus uden elektricitet langt ude i de svenske skove. Hun har aborteret for nylig, og derfor henter de den unge pige Elena fra Rumænien som en slags aupair-pige. Efter at fortroligheden i trioen har indfundet sig, får Elena et tilbud om at blive rugemor med Louises æg. Hun ruger løs, men samtidig begynder det at knirke og brage i skovene. De hyggelige omgivelser bliver uhyggelige, og der høres blandt andet babyvræl.
Virkningsfuldt er det, indtil man bliver træt af, at de medvirkende vågner op, og alt det uhyggelige i virkeligheden er en drøm. Det trick bliver brugt mindst én gang for meget og bliver et billede på, at det er svært at lave film om mennesker, der langsomt bliver sindssyge. Instruktøren henviser til det onde i mennesket som motor for sin film, men det er både lidt for bredt og samtidig også for tyndt.
Med en original historie og det rette tema kan Ali Abbasi brage igennem næste gang efter dette flotte og stilfulde, men virkningsmæssigt ret lydløse plask i en svensk skovsø.
