Selvom det ikke blev til den helt store kærlighed for landmanden Daniel Straarup i TV 2s underholdningsprogram ’Landmand søger kærlighed’, ærgrer han sig ikke over sin medvirken i programmet.

For den 28-årige landmand har lært meget om sig selv ved at deltage i programmet, fortæller han til bt.dk.

»Jeg synes, jeg har udviklet mig rigtig meget. Det har været meget lærerigt at se, hvordan nogle piger reagerer i visse situationer. Jeg vidste slet ikke, hvor meget piger holder sammen,« siger han.

28-årige Daniel Straarup er blevet kendt af mange danskere, efter at han har medvirket i TV 2-succesen ’Landmand søger kærlighed’, som over 600.000 danskere følger med i hver uge. Det er et program, hvor fem singlelandmænd inviterer tre singlekvinder til at flytte ind på deres gårde i håbet om at finde kærligheden.

I ’Landmand søger kærlighed’ er Daniel Straarup blevet kendt som den unge, generte landmand, der blev drillet af programmets kvindelige deltagere, fordi han havde en samling Pokémon-figurer i sit hjem.

Selvom det alt i alt har været en god og lærerig oplevelse at deltage i programmet, var det ifølge Daniel Straarup ikke særligt sjovt at være genstand for kvindernes morskab. Oplevelsen har dog lært ham, at ens personlige indretning også har betydning for, hvordan man bliver opfattet som person:

»Efter jeg har været med i programmet, har jeg fået et klarere syn på mig selv og mit hjem, og hvordan jeg fremstår over for andre. Så det synes jeg, at jeg har lært noget af,« siger han.

Den 28-årige landmand synes også selv, at han er blevet mere modig efter sin medvirken i programmet. Han er ikke så genert længere, og han er også blevet bedre til at starte en samtale med folk, han ikke kender, når han er i byen, vurderer han.

Allerede nu har hans personlige fremskridt også båret frugt på kærlighedsfronten, da han for blot en måned siden blev kæreste med én af de kvindelige medhjælpere på gården, fortæller han.

»Programmet har gjort, at jeg er blevet mere voksen. Det kan også være derfor, at jeg har kunnet finde en kæreste. Jeg er nok også blevet mere modig i forhold til at gøre noget ved kærligheden, hvor jeg før i tiden var meget nervøs. Før i tiden var jeg heller ikke så god til at læse signaler, og det er jeg også blevet bedre til,« siger han.

At Daniel Straarup er kommet ud af sin skal efter sin medvirken i programmet er også blevet bemærket af programmets vært, Lene Beier..

»Daniel er kommet virkelig langt i forhold til sin generthed. Da jeg mødte ham først gang, frygtede jeg, hvordan det skulle gå, fordi han ikke engang kunne tale med mig. Derfor tænkte jeg mit i forhold til, hvordan det skulle gå ham, når han skulle være sammen med fem kvinder på samme tid – uden at gå fuldstændig i sort. Men det lykkedes jo faktisk, så jeg er så imponeret over, hvordan han fik arbejdet med sin generthed under programmet,« siger hun.

Følg de øvrige landmænd i deres kamp for at finde kærligheden i næste og sidste afsnit af ’Landmand søger kærlighed’ på TV 2 på torsdag klokken 20.35.