Ligeså snart der er mulighed for det, så pakker tv-værten Cecilie Frøkjær kufferten, tager børnene under armen for at udforske de europæiske storbyer. Den lille familie elsker simpelthen at rejse.

- Vi rejser rigtig meget på storbyferier. I år har vi været i Barcelona, i Pisa, hvor vi naturligvis skulle se det skæve tårn og så har vi været i Venedig og seje i gondol. Vi har tidligere år været i både Rom, Paris, London og Berlin, fortalte hun, da BT talte med hende i forbindelse med optagelserne til TV2's store nytårskavalkade "TV2 012: De største øjeblikke", der blev optaget lørdag aften i Operaen i København.

Børnene, Mikkel på elleve og Sara på otte, som hun har med journalisten Lars Daneskov, er så vilde med storbyferierne, at de selv er kommet med ønsker til 2013.

- Ungerne vil rigtig gerne til New York. Men nu må vil lige se, siger hun. Men at de skal ud på eventyr igen, det er der ingen tvivl om.

- Jeg har selv altid rejst meget, og jeg synes, at det er en super fed måde at være sammen på, fordi man er væk fra hverdagen, computeren og madpakkerne, siger hun.

- Vi kan bruge meget tid på bare at sidde og kigge på mennesker. Når vi eksempelvis møder en gadesælger, så taler vi om det, vi ser og oplever. Du kan godt kalde det for en form for dannelsesrejse, siger hun, der stadig er alene, efter forholdet til den politiske kommentator Peter Mogensen gik i stykker tidligere på året.

- Men det gør mig nu ikke noget. Jeg kan faktisk godt lide at være single. Der er en dejlig ro over det, siger hun.

"TV2 012: De største øjeblikke" bliver sendt den 30. december på TV2.