Casper Christensen befandt sig på den anden side af kameraet, da 'Husk Lige Tandbørsten' blev genoplivet efter 17 år

- Det var så fedt, at se det fra publikums side. Jeg kan se, hvorfor konceptet holder, og så er jeg bare superstolt og utroligt imponeret over Christian og Christina, siger Casper Christensen om gårsdagens debut på 'Husk Lige Tandbørsten', som Christensens produktionsselskab Douglas Entertainments står bag.

Et helt nyt show

Han har derfor heller ikke meget til overs for en afstemning blandt bt.dk's læsere. Hele 62 % af de, der har stemt, mener, at showet var direkte dårligt.

- Jeg tror, folk skal lære at se på det, som om det var et helt nyt show, siger Casper Christensen og fortsætter:

- De skal ikke tænke på det som en genoplivning som sådan. Jeg synes i stedet, de skal overveje, om de virkelig gider se på kendte der danser rundt med nogle dansere for 9. gang i træk, eller om de vil se 'Husk Lige Tandbørsten' på en helt ny måde efter 16-17 år, siger han og påpeger showets store styrke:

- Det er fedt at se Christian Fuhlendorff. Han er som en fisk i vandet, når først kameraet bliver tændt. Jeg havde slet ikke forventet det gear fra ham. Og så er det bare ekstra fedt, fordi det ikke bare er en ny version af mig, men det er faktisk en helt ny vært.

Tandbørste-nostalgi

'Husk Lige Tandbørsten' blev sendt for første gang i 1995-96 med Casper Christensen og Anette Toftgaard som værter, og selvom Christensen sædvanligvis ikke er nostalgisk anlagt, må han indrømme, at det var fedt at tage en tur tilbage i tiden.

- Da folk ankom i hawaiiskjorter med tandbørster i håret, kunne jeg da mærke noget af den gamle stemning i studiet. De ting var jo noget, der opstod spontant i løbet af den tid, showet kørte, så det var sjovt at se. Men det er vigtigt for mig, at folk skal tænke på det som et nyt show, så jeg prøver ikke at blive for nostalgisk, siger Casper Christensen.