I andet afsnit af 'Gift ved første blik' blev 29-årige Nicolas Feer og 32-årige Camilla gift, men det var ikke lutter rosende ord, bruden havde til overs for sin nye mand.

»Han ser sød ud. Han er en lav fyr, det er det, jeg tænker,« lyder det kort fra Camilla i programmet.

Hun taler også med sine veninder om, hvordan han ikke just har en lige så stor hårpragt, som hun egentlig foretrækker hos mænd. I det hele taget lægger hun ikke skjul på, at Nicolas bedømt på udseende måske ikke lige var dét, hun gik og drømte om.

»Han ser meget anderledes ud end nogle af de fyre, jeg har datet. Jeg er hverken skuffet eller overvældet,« siger Camilla i programmet.

Omvendt er Nicolas, der til daglig arbejder som selvstændig it-underviser, svært glad for synet af sin brud.

»Camilla er helt enormt smuk. Flotte øjne, god udstråling. Hvis jeg havde mødt hende på en bar, havde jeg tænkt, hun var out of my league (uopnåelig, red.),« forklarer Nicolas Feer til kameraet i programmet.

På det tidspunkt vidste han ikke, præcis hvad hans nye brud tænkte om hans eget udseende. Set i bakspejlet er det dog ikke noget, der kommer voldsomt bag på ham.

»Det er ikke nyt for mig, at jeg ikke er 1.90 høj, så det er ikke sådan, at jeg tænker: 'Hvorfor er der ikke nogen, der fortæller mig noget?' Det er fint, at hun har en reaktion på at møde mig, og jeg får hendes ærlige reaktion på, at jeg ikke lige er typen, hun plejer at date. Det er også noget, vi taler om senere hen - det er ikke noget, jeg først finder ud af nu,« siger Nicolas Feer til BT.

Han fortæller, at noget af det, man ikke ser i programmet, er, hvordan Camilla senere åbent fortæller, hvordan hun har det med hans udseende - og det var ikke noget, der sårede Nicolas.

»Hele pointen er ligesom også, hvad man kan få ud af fem uger sammen, og hvor langt man kan komme ind på hinanden. Førstehåndsindtryk betyder meget på første date, men når man bliver gift, betyder det ikke lige så meget. Jeg blev ikke ked af, at hun sagde, jeg ikke var typen, hun var vant til at være sammen med,« siger Nicolas Feer.

Nicolas blev gift med Camilla i DRs datingprogram 'Gift ved første blik'.
Nicolas blev gift med Camilla i DRs datingprogram 'Gift ved første blik'. Foto: Snowman Productions Ap
Vis mere

Derudover husker han generelt tilbage på dagen som værende en rigtig god fest.

»Jeg husker det som en god fest, og jeg endte også med at blive lidt bedugget, og derfor har jeg også lidt røde øjne til sidst i programmet,« griner Nicolas Feer.

Der var dog lige en enkelt ting, der var lidt en streg i regningen ved festen.

»Bryllupsfesten var faktisk rigtig hyggelig, vores familier gik godt i spænd, de var ude og drikke øl sammen, mens vi fik taget billeder. Der var god kompatibilitet mellem familierne, og det var noget, vi begge var glade for. Så var det bare ret træls, at der ikke måtte spilles musik, fordi der skulle filmes – vi fik dog presset 20 minutters musik ind til sidst,« fortæller Nicolas Feer.

Du kan følge Nicolas og Camilla i 'Gift ved første blik' de næste syv tirsdage på DR 1.