Prince ville have vendt sig i graven, mente flere seere i minutterne efter, Burhan G havde stået på scenen i DR Koncerthuset og lukkede dette års udgave af P3 Guld ned.

Den danske popsanger Burhan G havde fornøjelsen af at lukke og slukke prisfesten P3 Guld, der løb af stablen fredag aften i DR Koncerthuset, men det var knap så vellykket, hvis man skal tro de reaktioner, der umiddelbart efter showet kom til udtryk på Twitter.

For i en hyldest til det afdøde popikon Prince valgte den danske sanger - i bar overkrop - at lave en coverversion af kæmpehittet 'Purple Rain', mens han lod sig hylde af Koncerthusets gæster.

Det tog dog knap så mange kegler blandt seerne, lader det til.

Således flød hastagget P3guld over med deciderede nedsablinger af den danske popsanger i minutterne efter showet var slut. Det gjaldt blandt andet P3's eget vært Tony Scott, der tilsyneladende ikke var vildt begejstret over Burhan G's optræden.

Flere andre brugere på Twitter fandt den danske popsangers optræden malplaceret, mens andre konstaterede, at Prince ville have vendt sig i graven, hvis han havde hørt Burhan G optræde fredag aften.

Og så var der bare dem, der koldt konstaterede, at Burhan G's optræden måtte være ensbetydende med Prince døde endnu en gang.

Foruden Burhan G optrådte også MØ, Suspekt og Karl William ved P3 Guld. Sidstnævnte kunne glæde sig over, at han vandt 'P3 Prisen', showets mest eftertragtede pris. Det var dog ikke første gang, at den aarhusianske rapper Karl William indtog scenen til P3 Guld. Sidste år vandt han således P3 Talent-prisen.

Dette års P3 Talent blev Chinah.

Derudover kunne Volbeat tage prisen for årets lytterhit med sangen 'For Evigt'. Men vinderen af årets lytterhit på P3 fik dog flere til at undre sig. I hvert fald på Twitter, hvor flere musikfans hellere havde set Lukas Graham løbe med den eftertragtede pris for årets hit.

Med til festen i DR-byen var da også Lukas Forchhammer, forsanger i Lukas Graham.

For nylig blev han far, men frem til fredag aften havde han ikke tidligere sat ord på, hvordan han oplever sin nye rolle som far til en lille pige. Det gjorde han dog for første gang offentligt under P3 Guld til BT, som du kan læse her.