Den 51-årige Bubber mener, at politik kan være en hård branche, og særligt som kvinde.

Det fortæller han i aftenens afsnit af 'Til middag hos'. Her er han sammen med Ditte Ylva og Thomas Skov gæst hos politikeren Pia Allerslev. Og da snakken falder på værtens erhverv, siger Bubber, at det må være særligt hårdt at være politiker som kvinde.

»Det må også være en helvedes holdeplads. Altså en ting er at være politiker, hvad I skal høre på, og hvad I bliver udsat for. Nogen gange tænker man jo også bare, ikke fordi 'åh åh' der er stor forskel, men kvindelige politikere...nogen gange er i jo rene mænd. Fordi man skal sgu kunne tage noget. De bliver aldrig kede af det,« siger han.

Og det får prompte Pia Allerslev til at spørge, om det kun er 'tøser der tuder', mens Thomas Skov siger, at Bubber går ned ad en 'sexist-vej'.

Noget, den 51-årige tv-vært dog ikke selv mener. Han fortæller, at han blot synes, 'politik på nogle måder er et mande-erhverv'. En udtalelse Pia Allerslev finder meget overraskende.

»Jeg er faktisk overrasket over, at Bubber ser så sort-hvidt på tingene og stadig er tilbage i de helt gamle traditionelle kønsrollemønstre,« fortæller hun.

Thomas Skov mener, at det handler om, at erhvervet kan være benhårdt, fordi man netop skal kunne tåle en masse.

Og da Bubber siger, at det da ikke er særlig feminint at være hård som kvinde, får det Ditte Ylva til at rase.



»Det er da ikke ufeminint at være hård. Nu må du holde op!« udbryder hun ved bordet. Og Bubber selv erkender da også, at det er lidt noget rod, han kommer ud i. Han fortæller dog, at det kom til at lyde værre end han mente det.

Flere af gæsterne er dog enige om, at det også er hårdt for mænd at være politikere, og Thomas Skov erkender, at han ikke selv ville kunne klare det.

Det er ikke første gang, at Bubber har skabt diskussion ved middagsbordet. Mandag spurgte han ind til, om Thomas Skov var meget selvhøjtidelig. Noget, DR-værten bestemt ikke kunne genkende. Og tirsdag kastede han sig ud i en diskussion med Ditte Ylva om, hvorvidt mænd har svært ved at håndtere kvinder, der er selvstændige.

Du kan følge med i 'Til middag hos' onsdag klokken 19.00 på TV3.