Advarsel, følgende indeholder afslørende plotdetaljer fra søndagens afsnit af DR1-serien 'Bedrag II'

Bedrag II - 10. afsnit - sæsonafslutning
DR1-Drama

Det er altid svært at sige farvel til en serie, man har fulgt igennem et helt år. Og når det er gjort med stil og kvalitet, så bliver afskeden kun endnu sværere.

Søndag aften var tiden kommet til sidste afsnit af DR1s drama  'Bedrag II'. Og personligt vil jeg savne nye tv-venner som Nicky, Bimse, Mads, Claudia og Alf.

Seriens reneste hjerte, småforbryderen Bimse (Lucas Hansen) vender selvfølgelig ikke tilbage i en mulig tredie sæson. Han sluttede således næstsidste afsnit med en lang skruetrækker igennem det selvsamme rene hjertet. Og seriens to værste forbrydere, Knud Christensen (Waage Sandø) og hans iskolde svenske håndelanger 'P' (Claes Ljungmark) er også permanent sendt på de evige jagtmarker.

Således gav stakkels fortabte Nicky (Esben Smed) 'P' en velfortjent kugle igennem hovedet, efter denne havde dræbt Bimse. Og en sorgknuet bedstefar, Helge Larsen (Tommy Kenter) dræbte Christensen på politigården trapper - for øjnene af den landsdækkende presse.

Sammenlignet med sin egen første sæson og tidligere DR1-serier som 'Forbrydelsen' og 'Borgen' manglede 'Bedrag II' især i starten lidt substans.  Seriens ledende manuskriptforfatter Jeppe Gjervig Gram famlede således for at kombinere fiktionens spænding med en passende dosis realisme. Men i fjerde afsnit kom toget for alvor tilbage på skinnerne. Og i går fintede hele holdet bolden flot indover mållinjen.

Således afslørede bagmandspolitiets Mads og Alf (Thomas Bo Larsen og Thoms Hwan) først et internationalt angreb på den danske valuta. Den gigantiske sammensværgelse ville gøre de iskolde og stenrige forretningsfolk endnu mere rige. Men samtidig ville det betyde national bankerot og bringe vores lille kongerige helt i knæ. Og derfor rykkede vores hverdagshelt med den MS-ramte kone og den lille nyfødte pige, Mads i sidste øjeblik. .

Udenom både regering og bagmandspoliti indgik Mads således en aftale med den britiske superforbryder, der for alvor stod bag valuta-spekulationen. Denne gustne karakter afværgede ved hjælp af (lynhurtige) gigantiske personlige valutaopkøb kronekollapset. Og tilgengæld sørgede Mads for, at samtlige beviser imod ham forsvandt.

Det var selvfølgelig både frisk og vanvittigt patriotisk af Mads. Men samtidig var det også dybt urealistisk og derfor den lille detalje, der trak sæsonfinalen lidt ned i karakter.

Da Mads således var ved at merkulere sidste side af beviserne i Europa-historiens måske største økonomiske forbrydelse, sagde hans mere retskafne kollega Alf nærmest henkastet, 'Du står da ikke lige der og merkulerede de vigtige beviser i vores sag'. Tilsvarende henkastet bemærkede Mads bekræftende, at der jo alligevel altid står en endnu værre forbryder klar. Herefter sagde de to sympatiske venner 'ses'. Og så gik Betjent Justesen (Mads) på tidlig pension.

Den slags vinder man selvfølgelig ingen Emmy-priser for. Men når alle øvrige person-historier samtidig bliver fulgt flot til dørs og når løse tråde fra første sæson også bliver strammet op og får en flot sløjfe, så betyder den slags mindre.

Således gik Claudia (Natalie Madueño) fri og blev genforenet med sin lille søn, Bertram. Nicky, der nu har flere mord på samvittigheden, efterlod sin lille familie med tre millioner kroner (de tilhørte den nu afdøde Knud Christensen). Absalon-tvillingerne Amanda og Simon (Sonja Richter og David Dencik) mistede både bank og luksusvilla - Men destod alligevel underligt lettede tilbage. Og endelig droppede politimand Mads Justesen jobbet for at koncentrere sig om familien.

Trods enkelte svage perioder fortsatte 'Bedrag II' således flot den imponerende DR-tradition, der har gjort Danmark til ét af verdens førende tv-lande. Jeppe Gjervig Grams serie er allerede blevet solgt til snesevis af andre tv-nationer. Og personligt håber jeg på en tredie sæson. Så istedet for 'farvel', skal vi ikke bare sige 'på gensyn'.