’Skyfall’s James Bond er sur, såret, forsumpet og helt til rotterne. Han har aldrig været bedre!
Lad det være sagt med det samme: Den nye Bond er fremragende.
Lige så forfriskende som ’Casino Royal’, mere opfindsomhed og elegant end ’Quantum of Solace’, og med et nyt glimt i øjet. Den er helt bevidst om 50 års jubilæet for verdens mindst hemmelige agent og fuld af små og store hattetip til forgængerne i anledningen. Men det er referencer med ide, der peger lige så meget frem som tilbage, og som fuldender billedet af Daniel Craig-æraen som en regulær genfødsel af 007.
Det er fristende at kalde den 23. Bondfilm i rækken for den bedste nogensinde, men den har jo også de 22 foregåendes skuldre at stå på.
Og lige netop det, fortidens armlægning med nutiden, er temaet i ’Skyfall’, hvor svundne synder truer med at indhente M (Judi Dench).
En afhoppet agent drevet af god gammeldags hævntørst angriber selveste MI6 og tvinger hele det britiske efterretningsvæsen til at gå under jorden, mens dets spioner bliver afsløret og dræbt verden over.
M er truet både udefra og indefra, hvor et ansvar skal placeres, og snart tør hun kun stole på én mand: Bond, James Bond.
Sjældent har man set en Bondfilm, der i virkeligheden handler om så lidt. ’Quantum’ var ved at gå ned på sit plot med al for megen snak om statskup, amerikansk udenrigspolitik og Bolivias vandforsyning. Men den fejl gentager ’Skyfall’ ikke.
Her arbejder terroristen Silva (Javier Bardem) alene. Med sit afblegede hår, sin fiselstemme, verdensmandscharme og iskolde ondskab er han i familie med klassiske Bondskurke som Goldfinger og Dr. No, og der er intet i hans skumle hævnplaner, der peger ud over Bonduniverset selv.
Det gør ’Skyfall’ lettere og sjovere end sine forgængere, samtidig med at den også er mere intens og vedkommende.
Med Daniel Craig er Bond blevet et menneske mere end en actionfigur, og den udvikling fortsætter instruktør Sam Mendes med en historie, der i endnu højere grad, end vi har set før, er karakterbåren.
Det er ingen leg at være hemmelig agent her. Bonds hvide skjortebryst er gennemvædet af blod. Han har et skudsår i skulderen, der ødelægger hans træfsikkerhed. Han er gennemalkoholiseret og kan ikke bestå sine fysiske tests.
’Vi er de sidste overlevende rotter’, siger Silva til Bond og lader spørgsmålet svæve i luften, om 00-agenterne hører fortiden til. Om udviklingen er løbet fra Bond og M med deres kolde likvideringer, automatpistoler og Aston Martins med katapultsæder i en tid, hvor de farligste forbrydere er computerhackere. Og hvor den nye Q (Ben Whishaw) er en knægt, der stadig har bumser.
Men 007 er på ingen måde klar til pension.Tværtimod. Med helstøbte karakterer og et godt manuskript løfter Mendes sin Bond ind i en nutidig filmverden, og gør ham i al hans smertefulde menneskelighed så vital og moderne som nogensinde.
’Skyfall’ er en skamløst underholdende røverhistorie, fuld af humor og overskud og alt hvad man kan ønske sig af vilde biljagter, spektakulære stunts og gedigne overraskelser. Og med forsikring om, at der i denne gale verden af højteknologi, cyberterrorister og mangemillionærer altid vil være plads til en hårdkogt agent af den gamle skole, der ved hvornår, man skal trykke på aftrækkeren, og hvornår man skal lade være.
Sådan skal et jubilæum fejres. Vi glæder os til de næste 50 år, mr. Bond.
SKYFALL, Verdenspremiere fredag, 5 ud af 6 stjerner
