Etter 110 minutter er man grædefærdig
Se, der er næppe nogen tvivl om, at der sidder filmskabere derude med gode manuskripter og gode idéer til film, som de ikke kan få finansieret, og som derfor aldrig bliver til noget.
Det er synd for dem. Og sandsynligvis også for os.
Og så er der overhovedet ingen tvivl om, at der så også sidder filmfolk derude, som absolut ingen idé har om noget som helst. Men som alligevel får et uhyrligt dollarbeløb kastet i nakken til at finansiere en allerhelvedes omgang bulder og brag med en dybde og et indhold, som får en Lars Larsen-reklame til at antage betænkelige ligheder med stor kunst.
Det sidste er så KUN synd for os.
Fornærmende ringe
Skulle nogen fortsat være i tvivl, så hører den fornærmende ringe ’G.I. Joe: Gengældelsen’ til i kategori to. Den film er spild af penge, spild af tid og sluttelig spild af 110 minutter af livet for de stakler, som vover sig ind for at se den.
Som eksempelvis de første tre ’Die Hard’ film beviste, så kan det faktisk godt lade sig gøre at lave såkaldt blockbuster bulder og brag action, som både er underholdende og humoristisk. Det kræver såmænd ’bare’ en ordentlig historie og nogle nogenlunde habile skuespillere.
I ’G.I. Joe: Gengældelsen’, som vitterlig burde have heddet ’G.I. Joe: fornærmelsen’, får man ingen af delene. Historien er tyndere end en DSB-direktørs hud efter en lang isvinter med gentagne forsinkelser, og de muskelpumpede aktører som Dwayne Johnson, Byong-hun Lee, Channing Tatum og Ray Park rabler trofast og ikke mindst bevidstløst replikker af sig, som ikke engang ville gøre sig i et Batman-blad.
Bruce i birolle
Nå ja, og så har man åbenbart givet Bruce Willis kassen for at medvirke i en birolle, hvilket naturligvis ikke forhindrer, at han står forrest på plakaten.
Historien – så tynd den ellers måtte være, – er, at specialkorpset ’The G.I. Joes’ under en mission i Pakistan bliver forrådt af, hvad der viser sig at være en stand-in for den amerikanske præsident. Han og hans håndgangne mænd har naturligvis tænkt sig at opnå verdensherredømmet, hvilket vore muskelpumpede folk i de svedplettede army-undertrøjer så må forhindre.
Forekommer historien bekendt? Javel så; men den skal så også kun tjene som legitimering af en lang række ufatteligt trættende kampscener, computer-animerede eksplosioner osv.
Man er træt af det hele allerede efter et kvarter. Etter 110 minutter er man grædefærdig og overvejer for en stund det betimelige i nogensinde at sætte sine ben i en biograf igen.
’G.I. JOE: GENGÆLDELSEN’, instruktør John M. Chu, USA, 2013, premiere i hele landet.
1 stjerne
