Game of Thrones er en af verdens mest populære TV-serier, og fans af fantasy-showet kan glæde sig over, at der formentlig er yderligere tre sæsoner i vente.

Hvis man har set Game of Thrones, ved man nok, at der fortsat er en hel del ubesvarede spørgsmål, der kræver svar, før serien kan slutte.

Og noget tyder på, at der bliver behov for en hel afsnit til afklare, hvem der i sidste ende kan sætte sig i den eftertragtede jerntrone i Westeros.

I hvert fald siger siger programchef fra HBO, kabelnetværket, der sender serien, at der er udsigt til yderligere tre sæsoner, skriver Reuters.

Gameofthrones

I øjeblikket skydes den sjette sæson, der ventes at få premiere i løbet af foråret 2016.

Programchefen, Michael Lombardo, siger samtidig, at han bagefter er åben for at lave en slags forløber, der går forud for hele kampen om jerntronen, der baserer sig på bøgerne »En sang om is og ild« af den amerikanske forfatter George R.R Martin.

HBO er netop blevet færdig med at sende femte sæson, der ligesom de øvrige sæsoner har fået kritik for at være for brutal og rå. Senest med afbrændingen af en lille pige og tidligere i serien for en omstridt voldtægtsscene.

Lombardo forsikrer dog om, at folkene bag serien er opmærksomme på ikke at gå over stregen.

»Vold har været en del af seriens mange tråde fra begyndelsen. Man finder ikke to serieskabere, der er mere forsigtige med at træde over linjen end her,« siger han ifølge Reuters.

Advarsel: Spoiler nedenfor

Og her er der vist på sin plads at advare om, at afslutningen i femte sæson vil blive røbet i det følgende afsnit, så har man ikke set den til ende, kan man passende ende læsningen her.

-----

For Michael Lombardo kommenterer samtidig den femte sæsons afslutning, der har sat fans verden over på den anden ende.

For kan det virkelig passe, at den elskelige Jon Snow er død, borte og væk?

Spekulationerne har været hidsige blandt fans, der har klynget sig til diverse mere eller mindre abstrakte konspirationsteorier. Michael Lombardo efterlader ikke megen håb i den retning.

»I alt hvad jeg har set, hørt og læst, er Jon Snow død,« siger programredaktøren.

Mere end 20 millioner seere har set med undervejs i femte sæson.