Seerne har for alvor lært skuespilleren Dar Salim, 34, at kende i rollen som den retlinede formand, mir fra Miljøpartiet i tv-serien ’Borgen’. Men Dar Salim er godt i gang med også at gøre international karriere i selskab med Nikolaj Coster Waldau i øjeblikkets største amerikanske tv-seriesucces ’Games of the Thrones’.

Det stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, da han som 7-årig kom til Danmark som flygtning sammen med sine forældre, og paspolitiet udstyrede ham med fornavnet Dar.

- Mit arabiske fornavn er umuligt at skrive med almindelige bogstaver, så de skrev Dar, og det er så blevet hængende, forklarer han..

Han er midt i filmoptagelserne til den nye dansk film ’Kapringen’, hvor han spiller sammen med kollegerne fra ’Borgen’, Pilou Asbæk og Søren Malling. Dagens optagelser foregår på et rederikontor på Østerbro i København, og Dar Salim falder fuldstændig ind i den travle shipping- verden med dyre jakkesæt og nystrøgne skjorte.

Hevet ind fra gaden

Han er blevet skuespiller ved et tilfælde. Hevet ind fra gaden til en casting til en rolle som taxichauffør i TV2-serien ’Forsvar’.

- Og pludselig stod jeg der og skulle spille sammen med Paprika Steen, fortæller han og forklarer sin overraskelse over, hvordan skæbnen igen greb ind i hans liv.

Rollen, der kun skulle være en lille birolle, udviklede sig til at blive meget større, og det samme gjorde Dar Salims interesse for skuespil.

Men det var hovedrollen i filmen ’Gå med fred, Jamil’, der indbragte ham en Bodil-nominering som bedste mandlige hovedrolle, der blev vendepunktet og fik ham i gang med at tage skuespillerkurser i bl.a. New York.

Det er kun et år siden, han besluttede sig for at flytte fra sin base i England til Danmark og arbejde som skuespiller på fuld tid. Karrieren har siden taget det ene tigerspring efter det andet, og i foråret stod han for første gang på Det Kongelige Teaters scene.

Tog chancen

Indtil da havde han arbejdet både som pilot i et engelsk flyselskab og som skuespiller.

- Men jeg måtte vælge, om jeg ville sidde trygt i cockpittet og drikke varm kaffe og brokke mig over at betale alt for meget i skat af mit vellønnede job i de næste 30 år eller tage chancen som skuespiller. Jeg kunne ikke blive ved med at have to fuldtidsjob samtidig., griner han og lægger den elegante jakke og løsner lidt på det lyseblå slips.

Han forstår udmærket, hvis udenforstående ryster på hovedet af hans beslutning om at kvitte det sikre job til fordel for en usikkert liv som skuespiller.

- Det er den sværeste beslutning i mit liv. Når man er vokset op som Amagerdreng, så er pilot det mest uopnåelige, man kunne blive. Jeg knoklede bl.a. på en fiskekutter i Esbjerg, for at tjene penge nok til at få lov til at låne resten i banken til at uddanne mig som pilot og komme til at flyve store passagerfly.

Når man har kæmpet så meget og har opnået den økonomiske sikkerhed og tjener flere penge end begge dine forældre tilsammen, føler man sig virkelig som et luksusdyr i en krisetid, når man er parat til at smide det hele væk og siger: jeg vil realisere mig selv og blive skuespiller. Men når jeg sidder og nørder med en rolle og manuskriptet, er jeg ikke i tvivl om, at jeg har truffet det rigtige valg.