(4/6)

Borgen: Her er aftenens grimmeste kanin

Anmeldelse af Borgen, afsnit 9

Tingene spidser til i 'Borgen', hvor både job, liv og den politiske anstændighed nu står på spil.

’Borgen’ er ren fiktion. Det har Adam Price hævdet flittigt, men fiktionen skal jo hente sin inspiration et sted fra, og i aftes fik vi nærmest en historisk gennemgang af beskidte valgkaniner.

Nye Demokrater lå lunt i meningsmålingerne til fem mandater. Det ville være fint for levebrødspolitikere, men Birgitte vil hellere dø med støvlerne på, end at sygne hen på Borgen som et parti uden indflydelse. Det kunne ligne en hilsen til Ny Alliance - gudve’ om Price har spildt en stemme der engang?

I hvert fald tog Nyborg kampen op mod Kruse og hev sider ud af De Moderates partiprogram, præcis som Nyrup gjorde det med Anders Foghs minimalstatsbog i 2001. De Moderate svarede igen ved at blive personlige og angreb Nye Demokraters leder for både at være en dårlig mor og springe over i kræftkøen. De manglede bare lige at anklage kæresten Jeremy for ikke at betale skat i Danmark.

Nye Demokrater kunne have givet igen med samme mønt, for Katrine havde en slibrig historie om en stangstiv Kruse, der var kørt ind, ikke i en betonklods, men et vejtræ. Det kunne koste ham taburetten, men Birgitte valgte at gå anstændighedens vej og slå Kruse på politikken. Måske var det her, fiktionen kom ind i billedet.

Også på TV1 havde anstændigheden svære kår. 2'eren kørte et valgmøde som en håndboldkamp, ganske som TV2 gjorde det under sidste valgkamp. 'Usmagelig lort' lød dommen, men det usmagelige lort virker, og med den konstatering drejede Price og kompagni skytset fra politikere og medier og rettede det mod os, seere og vælgere.

For seertallene dikterer mediernes politiske dækning, og det tiltagende gøgleri var lige ved at koste Nyborg og Nye Demokrater livet, indtil Torben i sidste sekund mandede sig op og smed båthorn og neonlys på porten.

Nu står han til gengæld, måske, til en fyreseddel, og så havde Price endda stadig aftenens grimmeste kanin tilbage til os.

En gylden filmregel siger, at vises en pistol i de første scener, så skal den affyres, inden filmen er omme. I ’Borgen’s tredje sæson har Birgittes kræftsygdom været den pistol, og i aftes blev hanen i den grad spændt. Fælder kræften hende politisk og lader hende vælge familien? Eller overvinder hun den endnu engang og bliver den afgørende tunge på vægtskålen i et nyt folketing?

Der er én dag til valget, et afsnit tilbage, og afslutningen ligger helt åben. En retræte vil være den mest definitive slutning på serien, men vi håber alligevel på sejren, for Birgitte Nyborg er blevet vores helt og redningskvinde, og fiktion eller ej, så er det næste ikke til at holde ud at tænke på fire år mere med en regering uden nogen til at holde anstændigheden i ørerne.

Borgen (9:10), DR1

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her