Familiedynastiet bag James Bond-filmene Broccoli-familien kan tørre frygtens sved af panden, når den nye Bond-film får premiere fredag. De var tæt på at misse jubilæumsåret og miste Daniel Craig.

I år er det 50 år siden en 34-årig Sean Connery kiggede direkte i kameralinsen og sagde: 'I'm Bond, James Bond' for første gang i den første Bond-film Dr. No.

Men den 23. Bond-film Skyfall, der får premiere fredag, var i mange år på gyngende grund, og håbet om at ramme jubilæumsåret så ud til at sejle fra producerteamet Barbara Broccoli og halvbroderen Michael G. Wilson. Begge børn af den legendariske Albert Broccoli, der begyndte Bond-æraen.

- Vores produktionsselskab MGM gik simpelthen konkurs. Det var meget frustrerende for os, fortæller Barbara Broccoli, da BT møder producerparret under en presseweekend i London.

Pludselig måtte producerne sætte kontrakterne med deres stjernecast på standby. Alle fra Bond selv, Daniel Craig, til den Oscar-vindende spanske Javier Bardem, der skulle spille skurk og den britiske instruktør Sam Mendes, der også har Oscar-vindende film bag sig.

- Vi havde manuskriptet. Vi havde Sam Mendes (instruktør, red.) ombord, og vi havde Daniel og Bardem, og vi måtte sætte dem alle på hold. Det var svært, fordi alle de her talentfulde mennesker havde gang i andre ting, og vi risikerede at miste dem. Vi måtte på bedste vis forsøge at sikre os, at de også kunne og ville, da vi endelig fik grønt lys.

Det ville de, og alting gik op i den berømte højere enhed, som Barbara Broccolis halvbror Michael G. Wilson udtrykker det.

- Vi er enormt heldige, at det løste sig, og vi kunne lave den her film. Det havde været virkelig skidt for os, hvis vi missede jubilæumsåret. Men det kunne vi sagtens have gjort, for vi var inde i en nedgangsperiode. Men vi ramte heldigvis jubilæumsåret, fortæller Michael G. Wilson, da BT møder producerparret under en presseweekend i London.

De fire år, der gik fra Quantum og Solace i 2008 til Skyfall i år går der -7-9-13 - ikke igen.

- Vi begynder at skrive på en ny film næste år. Forhåbentlig går processen hurtigere, så der ikke går fire år igen. Vi er meget glade for det skrive-team, vi har nu, men nu må vi se, hvad vi finder ud af, siger Michael G. Wilson med et glimt i øjet - og uden at løfte sløret for deres kommende Bond-drømme.

Til gengæld synes producerne, at de i den grad har fået opfyldt den hede drøm, de havde om jubilæumshistorien om Bond.

 - Vi ville finde en historie, som ville udfordre Bond fysisk som følelsesmæssigt. Vi ville stille spørgsmålet, er der stadig brug for en som Bond, der opererer, som han gør? Svaret er ja, for trods den teknologiske udvikling, så handler det i sidste ende om det individuelle menneske, som ofrer sig selv i kampen mellem det gode og det onde. Det gør Bond, og det er blevet en meget smuk fortælling i den her film, synes jeg, siger Barbara Broccoli

Den 23. Bond-film Skyfall får premiere fredag.