KØB PLUS!

Blachman, Lina og Remee giver pote: Tæt på X Factor-rekord

Den massive reklamekampagne på DR for X Factors oprindelige dommertrio har tilsyneladende givet pote hos tv-seerne.

Fredagens sæsonpremiere på talent-programmet havde 1.661.000 seere og en share på 57, hvilket er den procentdel af danskere med fjernsynet åbent, der har set det pågældende program.

Det betyder, at seerne er vendt tilbage til talentprogrammet efter sæsonen i 2012, hvor "kun" 1.386.000 stillede ind på åbningen, som endda lå på den tv-dag, der traditionelt set er den allerbedste på hele året. 1. januar.

Succes'en skyldes angiveligt, at DR har slået uhyre meget på jungletrommerne med bombastiske trailers, der viser Thomas Blachman, som en bedre Jesus, der skiller vandene for Lina Rafn og Remee, hvorefter de tre går ud mod den opgående X Factor-sol på vandet.
 
-  Jeg er sikker på, at det har betydning for seerne, at de husker de tre som den oprindelige dommertrio. Det betyder noget, at de to andre er vendt tilbage. Og den massive promovering ser i høj grad ud til at være lykkedes, siger medieforsker Niels Marslev fra Danmarks Radio.

Musiker og komponist Thomas Blachman er den eneste dommer, der har medvirket i samtlige X Factor-sæsoner - minus én. Sidste år var den stormomsuste Blachmann flankeret af to nye dommere, sangerinden Ida Corr og musiklegenden Anne Linnet.

- Den sidste sæson X Factor var svagere end tidligere, men de 1,6 millioner er på niveau med de to hidtil største X Factor-sæsoner gennem tiden, nemlig 2009 og 2010, siger Marslev.

Kun åbningen i 2010 er set af flere seere end dette års premiere.

Dengang lukkede 1.670.000 op. Det er bare 9000 mere end fredagens X Factor.