Der findes almindelige Harry Potter-fans, og så findes der de virkelig ’hardcore’ fans, som ikke kan slå seriens handling ud af hovedet.  Derfor bliver en bizar Harry Potter-teori fortsat debatteret på nettet, selv om seriens forfatter for flere år siden har afvist den.

Hvem er Harry Potters ven Ron Weasley egentlig? Og hvilken forbindelse har han til den gode og alvidende professor Dumbledore?

Siden forfatteren J.K. Rowling udgav den første Harry Potter-bog for 20 år siden, er den lille troldmands magiske verden blevet flittigt debatteret af de mange fans.

Seriens handling har gennem tiden skabt grobund for mange konspirationsteorier, og selv om det nu er ti år siden, at den sidste af de syv Harry Potter-bøger kom på gaden, så bliver en af teorierne fortsat debatteret heftigt på nettet.

På Twitter og andre steder på nettet, hvor fans deler deres teorier om serien, går en bizar teori igen og igen.

Nogle fans mener nemlig, at Harry Potters jævnaldrende kammerat Ron Weasley og den rare og kløgtige professor Dumbledore i virkeligheden er én og samme person.

Her ses professor Dumbledore, som nogle fans mener er samme person som Ron Weasley i Harry Potter.
Her ses professor Dumbledore, som nogle fans mener er samme person som Ron Weasley i Harry Potter. Foto: UKENDT
Vis mere

Ifølge det britiske medie The Sun går teorien, der har fået navnet ’Ronbledore’, ud på, at Ron Weasley er rejst tilbage i tiden som en gammel mand for at være Dumbledore.

Teorien stammer helt tilbage fra før 2007, hvor den sidste bog blev udgivet. Og det amerikanske medie Bustle, der også har skrevet om den specielle teori, har forklaret den således: Ifølge fans skulle Ron have udlevet sit liv sammen med Harry Potter, havde giftet sig med veninden Hermione og fået børn, hvorefter han som en gammel mand rejste tilbage i tiden for at udleve livet på ny som en gammel mand - nemlig som Albus Dumbledore.

Dumbledore er kendt for at guide og beskytte Harry Potter, når den unge troldmand kæmper mod de mange udfordringer, han møder.

’Beviserne’ for, at der skulle være hold i teorien er angiveligt, at både Ron og Dumbledore ifølge beskrivelsen i bøgerne har lange, tynde næser. Desuden skulle de begge have samme hårfarve, da Dumbledore angiveligt på et tidspunkt i handlingen fortæller, at han var rødhåret som ung – ligesom Ron Weasley er kendt for sit røde hår.

Derudover mener fansene, at det er påfaldende, at Dumbledore ved alt – selv om han ikke altid er til stede i situationerne. Og det mener de skyldes, at professoren allerede kender Harrys behov, da han allerede har gennemlevet det hele som Ron.

Rupert Grint spiller den rødhårede Ron Weasley (øverst).
Rupert Grint spiller den rødhårede Ron Weasley (øverst). Foto: TERRY ONEILL
Vis mere

Sidst men ikke mindst mener fans, at endnu et bevis på den bizarre teori er, at Dumbledore og Ron Weasley kun har minimal kontakt gennem serien, hvilket nogle finder mærkværdigt, når de begge er så fremtrædende hovedpersoner

Teorien er så populær, at den har sit eget hashtag på Twitter – nemlig #ronbledore. Og seriens forfatter har da også tidligere kommenteret fansenes spørgsmål om, hvorvidt teorien er sand. Allerede tilbage i 2015 skrev den populære forfatter, der er kendt for at svare på spørgsmål på Twitter, at teorien ikke er sand.

Men det er fansene tilsyneladende ligeglade med. Ligesom i Harry Potters magiske verden bruger de flittigt deres fantasi til at skabe nye eventyr om Harry Potter og hans venner.