Den 58-årige Bille August blev mødt med stående ovationer, da han gik op for at modtage sin Bodil-statuette. Det er 36 og 27 år siden, han sidst modtog en Bodil for Honning Måne (1979) og Pelle Erobreren (1988).

Efter ham fulgte hele holdet bag Stille Hjerte, der tog plads på scenen bag den danske instruktør. I alt skrabede filmen fire Bodilpriser med sig hjem.  Bedste kvindelige hovedrolle (Danica Curcic), bedste mandlige birolle (Pilou Asbæk), bedste manuskript og altså den mest ærefulde pris for bedste danske film.

kvindelige hovedrolle Danica Curcic


»Tak til alle de fantastiske skuespillere, og Sara-Marie (Bille Augusts kone, red.) for at holde sammen på det hele. Tusind tak,« lød det kort men begejstret fra den danske instruktør, der med sit store filmcomeback blev aftenens store sejrherre til årets Bodilpris 2015.

»Og tak til Bodil-komiteen. Det her er virkelig stort, det er jo filmkritikernes pris. Jeg var sammen med David Cronenberg (berømt instruktør, red.) for nyligt. Han sagde, at han glædede sig til at læse anmeldelser, for så forstod han endelig, hvad hans film handlede om,« sagde Bille August med et smil.



Det store talent, Danica Curcic, der lørdag aften vandt en Bodil for sin hovedrolle i Stille Hjerte - som hun i øvrigt fik en Robert-pris for, men i kategorien bedste kvindelige birolle, brugte sin Bodil-tale til også at rose sin instruktør og sine filmkollegaer.

»Bille August, jeg havde aldrig troet, at jeg skulle arbejde med dig, og det skete faktisk. I wanna be like u guys when I grow up,« sagde hun dernæst til sine medkollegaer Ghita Nørby og Paprika Steen og fortalte, at holdet blev en lille familie på settet.

Til Scanpix


Stille Hjerte vandt en Bodil foran de andre nominerede film, Kapgang, All Inclusive, Når dyrene drømmer og Klumpfisken.