Susanne Bier vinder! Hendes »Brødre« er en langt bedre film - man tænker tilbage på den og sammenligner, mens man kun er høfligt interesseret i »Brothers«.

Den amerikanske remake tør knap antyde den seksuelle tiltrækning mellem kvinden, der tror hun er blevet krigsenke, og broderen til hendes alligevel-ikke-omkomne mand. I 'Brothers', der følger den danske 'Brødre' fra 2004 ret nøje, har Tobey Maguire Ulrik Thomsens rolle (den gode søn), Jake Gyllenhaal er den uvorne broder (Nikolaj Lie Kaas-rollen.)

Connie over Nathalie

Amerikanerne skulle ha' ladet Connie Nielsen gentage sin rolle som kvinden mellem brødre: Hun var klasser bedre, end Nathalie Portman er - hun er småkedelig, og der mangler gnist mellem hende og Gyllenhaal i denne film, hvis personer er langt mere skabelon-agtige. De virker mere som ideer end som mennesker af kød og blod. Brødrenes far spilles af Sam Shepard. I scenerne mellem ham og Jake Gyllenhaal gløder 'Brothers'. Gyllenhaal er impulsiv og sexet som familiens sorte får i den stadigvæk fascinerende fortælling om en familie præget af krig: af krigen i Afghanistan og af intern krig: det, der sker med dynamikken i en familie, når rollemønstrene sprænges. Oprindelsesland: 'Brothers', Amerika, 2009. Instruktion: Jim Sheridan. Premiere:  over hele landet.