Brandon, Kelly og Dylan var allemandseje, da ungdomsserien Beverly Hills 90210 i starten af 90'erne rullede over de danske tv-skærme for første gang.

Torsdag var det helt præcist 25 år siden, at danskerne for første gang kunne stifte bekendtskab med tvillingeparret Brenda og Brandon Walsh, der flyttede fra det jordbundne Minnesota til den californiske rigmandsby Beverly Hills og skulle lære at begå sig i en ganske anden verden.

En verden, der hurtigt kom til at centrere sig om skolens badboy Dylan McKay, den populære blondine Kelly Taylor, skuespillersønnen Steve Sanders, den intelligente bogorm Andrea Zuckermann, skolens unge DJ David Silver og den evigt jomfruelige Donna Martin - alle karakterer der siden blev den fasttømrede vennegruppe, serien centrerede sig om.

'Beverly Hills 90210' blev et gigantisk hit verden over, og i dag sendes den stadig på dansk tv. Bynavnet Beverly Hills 90210 blev hurtigt mere et synonym med tv-serien end et egentlig bynavn, og i folkemunde bliver serien ofte i dag blot kaldt 'Beverly Hills'.

Men i virkeligheden var det slet ikke meningen, at lige netop den solbeskinnede vestkystby Bevery Hills skulle være omdrejningspunktet for tv-serien.

Skaberen af Beverly Hills 90210, Darren Star, ønskede nemlig at kalde serien 'Potomac 20854' efter sin egen hjemby med det knap så mundrette postnummer.

Darren Star voksede op i Potomac 20854, som ligger i staten Maryland på USAs østkyst. Her gik han på Winston Churchill High School, som også blev hans egen inspiration til at skrive en tv-serie om en gruppe priviligerede unge.

Da han pitchede tv-serien med titlen 'Potomac 20854', var ledelsen hos tv-kanalen Fox, dog ikke helt vild med den idé, har Washington Post tidligere skrevet.

I stedet ville de have, at serien hed noget mere genkendeligt - som 'Beverly Hills 90210'. Og sådan blev det som bekendt - og med stor succes endda.

Potomac 20854 skulle dog vise sig at være god nok til en anden tv-serie, og sidste år blev serien 'The Real Housewives of Potomac' lanceret i USA. Her følger man en række rige overklassekvinder i byen Potomac, og programmet er på den måde - ikke overraskende - beslægtet med det lignende program 'The Real Housewives of Beverly Hills'.