Prøver nye sider af sit talent i 'Klovn The Movie'

Bent Fabricius-Bjerre har oplevet en del i sit lange liv.

Og nu kan han føje endnu en titel til sit omfattende c.v. Nemlig titlen som bordel-ejer!

- Ja det er flot ikke, griner den 86-årige komponist om sin ny-erhvervelse, Castello Alleycat, som selvfølgelig er opkaldt efter et af hans allerstørste hits.

- Men stedet har altså kun åbent én gang om året.

Det er selvfølgelig Casper Christensen og Frank Hvam, der har udsat Bent Fabricius-Bjerre for dette erhverv i den kommende 'Klovn The Movie', som B.T. har fået lov til at smugkigge på som de første.

I filmen er Fabricius-Bjerre officielt stifteren og formand for en læseklub med så prominente medlemmer som bl.a. Niels Helveg Petersen, Ib Michael, Jørgen Leth og Michael Meyerheim.

Men kendisserne får mere og andet end boglig føde fra Fabricius, som en gang om året slår dørene op til »det bedste bordel i Europa«, hvor prostituerede fra hele verden flyves ind og står på stedets menu.

- Det er fedt at være sexturist i sit eget land, som en meget glad Casper Christensen siger i filmen, da han og Frank ankommer til bordellet, hvor man blandt de frække nøgne piger også finder en meget smilende Remee som gæst.

Skulle nogen tro, at det krævede stor overtalelses-evne til at få Bent Fabricius-Bjerre til at stille op i filmen, så tager de fejl.

- Jeg har fulgt 'Klovn' i mange år og synes Frank og Casper er geniale. Jeg ved jo, hvor langt de går ud, at de går til kanten. Men aldrig ud over. Så jeg synes kun, det var sjovt, siger Bent Fabricius-Bjerre.

- Jeg var kun med på optagelser i de to til tre dage, hvor vi lavede scenen på Rådhuset og på bordellet. Men jeg fik mig nogle virkelig gode grin. Og jeg er så spændt på at se filmen selv i næste uge, siger Bent Fabricius, som håber, at hans kone Camilla synes, det er ligeså sjovt, som han selv gør! Filmen har premiere torsdag 16. december.