Bare 19 år gammel klikkede ‘Den Store Bagedyst’-finalist Micki Cheng med sin kæreste Michael. Først på nettet og senere i virkeligheden. Ni år senere har der været både op- og nedture for parret, der har fundet kærligheden i hinandens forskellighed

Sommerfuglene baskede i maven på Micki Cheng, da han som 19-årig for knap ni år siden skulle møde Michael for første gang.

»Vi mødte hinanden på en datingside. Dengang boede jeg i Esbjerg, og han i Djursland, så vi skrev sammen i en periode først,« fortæller Micki, der med det samme kunne se, at det ikke kun var på billeder, Michael så sød ud, og det gjorde ikke spændingen ved den første date mindre.

»Jeg kan huske, vi så en eller anden rigtig dårlig film, da jeg kom med verdens dårligste scorereplik om, at jeg frøs mine tæer. Men det var åbenbart det, der skulle til, for så rykkede vi tættere sammen,« griner Micki.

Havde opgivet at finde en kæreste

Micki og Michael blev kærester, selv om Micki på det tidspunkt næsten havde opgivet at finde en og dele hverdagen med.

»Jeg havde været på markedet noget tid uden at have fundet noget, der fungerede, og jeg havde faktisk besluttet mig for, at Michael var sidste skud. Gik det ikke, ville jeg tage til udlandet nogle år som guide.«

Men forholdet gik. Så godt, at Micki og Michael flyttede sammen i Randers efter et år som weekendkærester. Det var første gang Micki boede med en kæreste, og tosomheden var på en gang skræmmende og det eneste rigtige.

»Det med at være to mennesker, der skal finde et fælles ståsted og have en hverdag til at fungere, det var mærkeligt, underligt og skræmmende, men samtidig også fedt og hyggeligt, og når alt kommer til alt, så er det jo det, man stiler efter i livet. At have nogen at dele dagene med.«

Michael Nielsen arbejder som privatrådgiver i en bank, og parret er som dag og nat, fortæller Micki. Der er fuld fart over mig og rod over det hele, mens Michael er meget mere rolig, og vi har lært meget af hinanden. Her er parret sammen i 2010.
Michael Nielsen arbejder som privatrådgiver i en bank, og parret er som dag og nat, fortæller Micki. Der er fuld fart over mig og rod over det hele, mens Michael er meget mere rolig, og vi har lært meget af hinanden. Her er parret sammen i 2010.
Vis mere

Gik fra hinanden

Tosomheden var dog også overvældende for det unge par, og i en periode havde de en pause fra hinanden, hvor Micki tog til Grækenland og udlevede sin drøm om at være guide, men han kunne mærke, at han manglede Michael, og de fandt sammen igen.

»Vi er hinandens diamentrale modsætninger, og vi lærer rigtigt meget af hinanden. I starten var det rigtigt svært, fordi vi reagerer og handler forskelligt, men vi er blevet meget bedre til at lytte og lære af hinanden, og så er det også med til at give vores forhold noget dynamik,« siger Micki, der kan bevidne, at modsætninger mødes og bliver sammen.

“Michael er min største kritiker”, fortæller Micki og forklarer, at kæresten altid prøver at få ham til at gøre sit allerbedste, når han bager. “Når jeg har lavet en kage, som jeg er okay tilfreds med, så ser han på mig på en måde, så jeg ved, han tænker: ‘Det kunne du godt gøre endnu bedre”.
“Michael er min største kritiker”, fortæller Micki og forklarer, at kæresten altid prøver at få ham til at gøre sit allerbedste, når han bager. “Når jeg har lavet en kage, som jeg er okay tilfreds med, så ser han på mig på en måde, så jeg ved, han tænker: ‘Det kunne du godt gøre endnu bedre”.
Vis mere

Vil udvide familien

»Vi har det rigtigt godt sammen, og vi er kommet dertil, hvor vi gerne vil have en hund. Jeg vil gerne have en corgi eller en anden lille pølsehund, mens Michael gerne vil have sådan en kæmpe hund,« siger Micki der dog er i tvivl om, hvorvidt parret har til til at udvide familien med et firebenet medlem.

»Hvis vi skal have en hund, så skal den have tid og kærlighed, og jeg står karrieremæssigt et sted, hvor jeg brugte rigtigt mange timer og mange kræfter, så lige nu er det svært at få tiden til det,« siger Micki, der er blevet bidt af at lave TV efter Den Store Bagedyst.