Skuespillerne i TV2´s nye serie gik i 'food-camp' på Gl. Estrup Gods for at træne til at være kokke og stuepiger på 'Badehotellet'

Når skuespilleren Bodil Jørgensen står og steger rødspætter i 'Badehotellet's køkken, er der ingen stand-in ved det gammeldags støbejernskomfur.

Sammen med de fire tjenestepiger i TV2´s nye historiske tv-serie ’Badehotellet’ gik hun i regulær træningslejr for at få livet som tjenestefolk blandt 20'ernes herskabsfolk rigtigt ind under huden.

Det foregik på herregårdsmuseet Gl. Estrup ved Auning, hvor de blandt andet skulle lære at plukke høns, flå rødspætter og lave mad på et stort støbejernskomfur.

- Vi var på en tidsrejse tilbage til min mormors køkken i bogstaveligste forstand. De fire tjenestepiger, Bodil Jørgensen og jeg kørte til Gl. Estrup Landbrugsmuseum, hvor vi var  i 'food-camp' , for de skulle jo kunne lave mad ved et brændekomfur, som man gjorde i 20'ernes Danmark, og det havde ingen prøvet før, fortæller tv-forfatteren Hanna Lundblad, der har skrevet ’Badehotellet’ sammen med Stig Thorsboe.

- .Jeg troede, vi bare skulle op at se noget mad fra den tid, men der var indforskrevet ti midaldrende, jyske damer. Den ene mere stovt end den anden. Og så blev vi ellers sat i gang med at hakke kød på sådan en gammeldags kødhakkermaskine, som man laver medisterpølse og vaniljekranse på. Vi lærte også at plukke høns, ordne rødspætter og stege krebinetter på et brændekomfur, forklarer Hanna Lundblad, der også afslører, at Bodil Jørgensen var den skrappeste af dem alle til at svinge gryderne på gammeldags manér.

- Vi fik enorm respekt for tidligere tiders håndværk. Oldemors køkken var gennemtænkt helt ned til mindste detalje: Man syltede selv sine egne rødbeder og lavede saft, gelé, marmelader og leverpostejen blev lavet fra bunden af. Der var ikke noget, der gik til spilde. Alle dele af grisen bliver brugt, og resterne blev tænkt ind ved forberedelserne af den næste dags ret, fortæller Hanna Lundblad.

Ved siden af madlavningen blev de fire tjenestepiger, der spilles af Rosalinde Mynster, Ulla Vejby, Merete Mærkedahl, Ena Spottag, undervist i at dække bord og servere, og hvordan arbejdsdagen formede sig for stuepiger og køkkenpiger på et badehotel.

Skuespillere og tv-produktionen havde stort udbytte af træningsopholdet på herregården.

– Det betød, at pigerne tog over, når scenerne i spisesalen skulle optages, og kunne aftale indbyrdes, hvordan de dækkede op og serverede. I manuskriptet står der kun angivet, hvad de skal sige, og at der serveres, forklarer Stig Thorsboe.