Min kollega spåede i sidste uge, at seertallene ville rasle ned på TV2s 'Badehotellet'. Sådan gik det ikke. Tværtimod. Med mere end 1,6 millioner seere er sagen klar: 'Badehotellet' er en succes, TV2 har set rigtigt:

Seerne er tilsyneladende mættede med mørke og dystre samtidsserier og taknemmelige for at blive sendt tilbage til en tid, før verden gik helt af lave. Dengang solen altid skinnede, selvom luften var 15 vandet var 16 og pigen var 17,5.

Scenografien er flot, lyset smukt, kameraarbejdet upåklageligt. Det er tydeligt, at TV2 både på indholds- og udtrykssiden har skævet til den prisbelønnede og kritikerroste engelske 'Downton Abbey'.

Men 'Badehotellet' er ikke så gribende og spændende som sit engelske forbillede, måske fordi den ikke tager genren ligeså alvorligt. Det, der er 'Downton Abbeys' force, er de skarpe persontegninger og måden, hvorpå verdenshistoriske begivenheder får indflydelse på både herskab og tjenestefolks liv.

Efter tredje afsnit er det, som om der trædes vande ude på den jyske vestkyst.

Hr. Andersen er stadig sur og brovtende, Amanda kæmper stadig for fest og farver, den kongelige skuespiller Edward Weyse er fortsat lummer og lun på fru Aurland, mens Fie er så nervøs for sin lungesyge far, at hun overvejer at opsige sin stilling, fordi hun har haft en væmmelig drøm.

Men skal der ikke ske noget mere? Noget farligere? Noget mere gribende?

Er det ikke snart på tide, at der kommer en skæbnesvanger nyhed ud af kontorchefs Aurlands radio? Og kan Amanda ikke nok få sit første knald, så vi kan komme videre med noget rigtig drama?

Mange ord har været skrevet om det karikerede overspil, hvorfor det her blot skal konstateres, at situationen er status quo. Værst er det hos det fine, københavnske borgerskab, der helt efter bogen er overfladiske, arrogante og totalt åndsforladte. Kjøbenhavnere er vel kjøbenhavnere!

Heldigvis er jyden både stærk og sej – og man er i bedre selskab med de lokale underklassehelte.

Rosalinde Mynster gør det stadig fint som søde, søde Fie, men i aftenens afsnit blev hun overtrumfet af Bodil Jørgensen, der gav fru Andersen nerve og kant.

Men ud over Fie og Fru Andersen er der ikke rigtig nogen, der har noget på spil, og til københavnernes forsvar skal siges, at de ikke har meget at arbejde med.

Persontegningerne er hverken særlig skarpe eller psykologisk dybe, hvorfor man ikke kommer ind under huden på karaktererne. Vi kender dem ikke rigtigt, vi mærker ikke deres indre drivkraft, og derfor er vi lidt ligeglade med dem.

Bevares, det er da synd, at Hr. Andersen savner sin søn og sin afdøde kone, men vi græder ikke med ham, når han flæber over sit fordums liv – heller ikke da han hasteindlægges på Skagen Sygehus, efter han endelig har fået det forudsigelige stød på den efterhånden berømte stikkontakt.

Men det virkelige drama har vi stadig til gode.

Sker der mon noget på Morten og Fies tur til Dødemandsbjerget, siger fru Andersen stop til sin gemals ondsindede ydmygelser og leverer hr. Aurlands radio ikke snart en grum nyhed om krisens komme, så benene kan blive slået væk under parnasset.

Nu må vi se - men efter tredje afsnit kan der kort opsummeres:

Intet nyt fra Vesterhavet – men håbet lever!

Badehotellet, 3, sendt mandag aften 13.01.