I store dele af den amerikanske action-adventure-film ’Assassin's Creed’ havde jeg ingen anelse om, hvad der egentlig foregik oppe på lærredet. Men det trøstede mig, at flere af filmens fine skuespillere, Michael Fassbender, Marion Cotillard og Jeremy Irons, tilsyneladende havde samme problem.
Filmen er baseret på det populære computerspil af samme navn. Og formålet er selvfølgelig at lokke den yngre X-box-generation i biografen sammen med os gamle. Men desværre fejler missionen på samtlige niveauer.
Som filmfan står det nemlig lynhurtigt klart, at den spinkle handling, der trods alt har sneget sig ind i filmen, er totalt meningsløs. Og min 18-årige søn, som jeg havde bestukke til at gøre mig selskab, kedede sig mindst lige så meget som sidste gang, jeg uden held forsøgte at overbevise ham om, at Pink Floyds ’Dark Side of the Moon’ virkelig ér en hjørnesten i rockhistorien.
»Det er ligesom at sidde og glo på en anden person spille spillet. Man har ingen indflydelse. Og det giver ingen mening.«
Så kort opsummerede ’Høeg Junior’ sin biografoplevelse.
Og for at illustrere sønnikes sidste sætning er her et kort referat af ’Assassin's Creed’.
Callum Lynch er ved at blive henrettet i nutidens Texas. I stedet for at dø havner vores helt dog i et hypermoderne laboratorium, hvorfra han igen ekspederes videre til 1400-tallets Spanien (og senere tilbage til nutiden, what the fuck?).
Som repræsentant for en hemmelig orden ’The Assassins’ er Lynch’ mission her at bekæmpe den såkaldte Templar Organisation.
Templar Organisationen har til formål at udrydde enhver form for fri vilje, mens The Assassins kæmper for én eller anden form for individuel frihed.
Via sine forfædres minder sendes Callum Lynch nu på jagt i fortiden.
Her skal han finde æblet fra Edens Have. Og via denne legendariske frugt skal menneskeheden returneres til sin oprindelige, lidt naive og helt igennem fredelige ur-eksistens.
Sammen med min søn valgte jeg efter dette forvrøvlede (og her meget forenklede) oplæg blot at fokusere på filmens sidste chance: effekterne.
Men også her fejlede ’Assassin's Creed’. Selvom teknologien således er i orden og effekterne er forrygende flotte, udebliver spændingen fuldstændig. Og man kan næsten høre sukket fra Hollywoods desperate gamle mænd, mens de uden held forsøger at forstå computerspillets dominans.
Hverken eller
Tidligere filmversioner af computerspil som ’Hitman 47’ og ’Silent Hill’ har floppet monumentalt. Og hvis der er nogen rimelighed til, så følger ’Assassins Creed’ denne tradition.
For computerspil-fans er filmen nemlig en omgang forvrøvlet gammelmandsvås. For filmfans mangler både substans og rytme. Og for tilhængere af noget så enkelt som en god historie er ’Assassins Creed’ som en stor digital indkøbspose fyldt med det rene ingenting.
Lad os alle gabe.
