Tredje sæson af DRs store dramaserie 'Arvingerne' har fået mere end halveret antallet af seere, hvis man sammenligner med første sæson, og selvom skuespilpræstationerne er pragtfulde, så er der en god forklaring på, at den tredje sæson ikke kommer helt ind under huden, vurderer en tv-redaktør.

Seerne flygter lige i øjeblikket fra Arvingerne III. De seneste to uger har serien mistet omkring 50.000 seere per afsnit, og sammenligner man med første sæson, hvor seertallet næsten var oppe at kysse to millioner i nogle afsnit, så tændte kun 888.000 for serien søndag.

Og det er et lavt tal, vurderer film- og tv-redaktør på Soundvenue Jacob Ludvigsen.

»Det er en drastisk nedgang. DR-serier skal helst over en million, før de er rigtig tilfredse, så på den måde er det ikke super tilfredsstillende,« siger han til BT og understreger, at det er svært at spekulere på seernes vegne, men at han gerne vil give sit eget bud på, hvorfor serien ikke er så populær længere.

»I første sæson var der en meget klar konflikt, hvor vi kom ind i et helt nyt miljø og blev bragt sammen med nogle meget forskellige mennesker, som skulle kæmpe om en konkret arv. Der var en klar og spændende modstilling mellem den nye pige, der kom med sin parcelhusbaggrund og uforvarende skabte tumult i kunstnerfamilien, som følte sig beretigede til arven,« siger Jacob Ludvigsen.

Han mener, at mange kunne identificere sig med den grundlæggende konflikt om et arveopgør, fordi mange danskere har stået i den situation, men at den grundlæggende konflikt har været mere diffus i de følgende sæsoner. Alligevel roser han serien for det fremragende skuespil.

»Skuespillet er stadig fremragende, men man har savnet den naturlige konflikt. Nu kæmper Grønnegaard-familien ikke om arven længere, og man har skulle opfinde en masse nye dramaer, så seerne bliver hængende fra uge til uge. Men dels har det måske været lidt for tydeligt, at manuskriptforfatterne har siddet og hevet i trådene og skruet dramaet op på 11 i kulissen, dels har de nye konflikter været knap så fængende. DR skal have ros for ikke bare at satse på krimier, hvor den der cliffhanger-mekanisme er meget mere ligetil – det er en svær kunst at opretholde interessen for et familiedrama, og det er måske ikke altid lykkedes,« siger han.

Til sammenligning så næsten halvanden million set det seneste afsnit af TV2s serie 'Badehotellet', og det er ifølge eksperten også nemmere at sidde og fordøje søndag til aftenkaffen end det mere tunge drama, som 'Arvingerne' er.

»Jeg tror, nogle har en oplevelse af, at karaktererne skændes og slås og råber af hinanden i en uendelighed, og der er selvfølgelig en risiko for, at nogle seere finder det lidt forpustende, når man sidder der med aftenkaffen om søndagen og skal lade op til ugen.«

Dog mener Jacob Ludvigsen ikke, at DR nødvendigvis skulle være stoppet efter første sæson af serien.

»Sæson 1 er noget af det bedste tv-drama, der er lavet på dansk jord, så det kan jeg godt forstå, at man får lyst til at føre videre, og vi har set nogle af de bedste skuespilpræstationer, vi har haft i dansk tv. Der har været gode ting i sæson 2 og 3, men de har bare ikke været på niveau med den første.«

Dramachef i DR, Piv Bernth, synes dog, at et seertal på 888.000 er flot.

»Serien har udviklet sig og er blevet en mere kompleks historie. Første sæson var så tydelig i sin historie: Hvem får gården? I anden og tredje sæson har serien åbnet sig mod verden. Nu skal Arvingerne forholde sig til sig selv og den verden, de lever i. Og det gør livet mere komplekst,« skriver hun i en mail til BT og tilføjer:

»De seere, der følger serien, er hardcore fans, og når det stadig er på så højt et niveau som 888.000 seere som i søndags, så er det ret flot. Selv om vi jo gerne så, at endnu flere kiggede med og havde glæde af den gode historie, de spændende karakterer og deres udvikling og ikke mindst de fremragende skuespillere.«