TV2s store TV-satsning, Badehotellet, havde premiere mandag aften. TV2 havde håbet, at serien, der udspiller sig i 20'ernes Danmark på et nordjysk badehotel, kunne konkurrere med DRs store, succesfulde dramaproduktioner. Men dagen derpå sabler anmelderne serien og kritiserer den for at være klodset og fyldt med klicheer.

- Hatten af for, at TV-kanalen kaster sig ind i dramakampen med en historisk serie i stedet for endnu en krimi. Desværre snublede første afsnit af 'Badehotellet' i klicheer og forstilte manerer, der kun gav plads til små lyspunkter af egentlig dramatisk styrke, skriver Berlingskes anmelder, Jesper Eising og giver serier 3 af 6 stjerner.

- Der er gudhjælpemig ikke meget halløj på badehotellet, der snegler sig af sted som en lang, regnfuld sommereftermiddag. Og efterlader en med samme frustrerede rastløshed i kroppen. Ja, man undres faktisk over, at det i det herrens år 2013 er muligt at lave en moderne tv-serie, som er så klodset og udramatisk skruet sammen, uden at nogen har trukket i nødbremsen undervejs, skriver Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch og giver den 2 af 6 stjerner. 

- I seriens første afsnit står hjernen af på et kækt tempo og overspil i overhængende fare for at blive til klichéer(...) Man kan næppe klandre skuespillerne for hver især at give den gas i den gemytlige afdeling, så ansvaret for klichéerne og den overkække tone ligger et sted mellem forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad og instruktøren Hans Fabian Wullenweber, skriver BT's Jacob Wendt Jensen og giver 2 af 6 stjerner.

'Badehotellet' bliver vist hver mandag aften på TV2.

ER DU ENIG MED ANMELDERNE? DELTAG I DEBATTEN HER: