1864forside
Foto: Per Arnesen
Pressefotos fra serien '1864'
Foto: per Arnesen / Frit
Pressefotos fra serien '1864'
Foto: per Arnesen / Frit

*****

Når krudtrøgen har lagt sig, vil '1864' blive stående som en moderne klassiker.

Så vendte den sidste danske soldat slukøret hjem - med halen mellem benene og døden i kroppen. Krigen er omme, men stormen om '1864' vil fortsætte længe endnu.

    Årsagen til de relativt lave seertal vil blive analyseret på kryds og tværs. Modstanderne vil råbe 'nederlag' - den ligger lige til højrebenet - og næste gang DR skal søsætte en ny stor søndagsserie vil '1864' sidde med ved bestyrelsesbordet.

    Men serien selv vil blive stående endnu længere. Den vil blive set igen. Og igen. Og når krudtrøgen har lagt sig, vil '1864' slutte sig til rækken af historiske serieklassikere som 'Matador', 'Edderkoppen' og 'Krøniken'.

    I mine øjne er der ingen tvivl om, at Ole Bornedal har skabt et enestående episk værk. Ikke uden udfordringer. Ikke uden problemer. Men et værk, der har hævet barren for dansk tv-dramatik og på blændende vis integreret den historiske formidling i en vild, kunstnerisk vision.

    Æren er DRs. De kunne have valgt den slaviske vej og skabt en fortælling med en hovedforfatter og skiftende instruktører for hvert andet afsnit. Det var der sikker kommet en fin serie ud af. Men nu havde man faktisk modet til at lægge det hele i én hånd og hæve ambitionerne for det kunsteriske udtryk. Og i Bornedal har man fået en kunstner, der turde tænke stort, udfordre vanetænkningen og skabe en spændingskurve over otte uger.

    Derfor er fortjenesten i høj grad også Bornedals. Han har i den grad formået at gøre historien levende og iscenesætte et imponerende omfattende materiale, så tiden, tankerne og krigen i 1864 er blevet relevante og spændende.

    Det kan godt være, der har siddet en messingknap forkert, men '1864' kunne have kedet os med en tør smøre om treårskrigens London-protokol og dansk udenrigspolitik i 1850erne. I stedet har Bornedal skildret baggrunden for krigen i tidens mentalitet. Den nationale eufori. Lidenskaben, der stod snublende nær en forblændet galskab, både hos de følsomme danskere med Monrad i spidsen og hos de kyniske prøjsere.

    Han har vist os drømmene og desperationen hos kultureliten, kongen, på det politiske parnas, hos landadelen og fæstebønderne, hos officerer og fodfolk i begge lejre. Han har spejlet krigens mørke i kærlighedens lys, citeret Shakespeare, Schiller og Andersen - og i tilgift givet os alle væsentlige historiske facts.

    Det har han ikke været ene om. Fra de 700 specialfremstillede kostumer til Marco Beltramis underlægningsmusik har '1864' været båret af ypperlig kvalitet, nærvær og troværdighed. Vi har slet og ret aldrig før i dansk tv-fiktion set krig skildret så grumt og virtuost. Men det er instruktøren Bornedal, der har tænkt, samlet og løftet det hele i sit eget ekspressive billedsprog.

    Han er i de forløbne uger gentagende blevet klandret for at hamre sine pointer ud, pådutte os følelser og invitere til overspil. Men hvad kritikerne kalder fejl, er et kunstnerisk valg.

    Bornedal har konsekvent sammenlignet krigen i 1864 med et grotesk teaterstykke, og han har orkestreret sin egen historie som et klassisk drama. Ikke et typisk tv-drama, men en dannelseshistorie i tre akter, hvor hovedpersonen begynder hjemme i harmoni, drager ud i krig og vender hjem med ny, bitter erfaring.

    Han har endda turdet løfte fortællingen fra den vante socialrealisme og instruere i en dramatisk og bombastisk stil, der afspejler scenekunsten på fru Heibergs tid. Hvor det konkrete også bliver symbolsk, og hvor han således har kunnet gøre Danmark og danskheden til historiens egentlige hovedperson.

    Fra det symbolske har han så bevæget sig ned igen i de håndgribelige skæbner og realistiske scener. En bevægelse udefra og ind, der gentager krigens erfaring, hvor landet og danskerne i nederlagets stund med krigsminister Lundbyes ord må se indad og acceptere vores lidenhed.

    '1864' viser os både denne krigs meningsløshed og alle kriges umenneskelighed, men Bornedal lader os trods alt også finde trøst i nederlaget, og derfor får Peter det sidste ord. Vi skal frygte det onde, siger han. Ikke syd for grænsen, men i os selv. Vi skal dyrke alt det, der kan holde det på afstand. Hinanden, lyset, lærken, latteren og livet. Levet det fuldt ud.

    Det er i al sin smukke enkelthed moralen. Af krigen, af historien og af et enestående, billedsprudlende drama, der i den grad har formået at sætte sind i bevægelse og debatten i kog.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook