TV: 1864 (5:8)
Fra de blåøjede rekrutter blinker døden nu koldt tilbage i Bornedals fremragende epos.
Død og kritte og blodige bajonetter, hvor '1864' tog fat søndag aften. Skridt for skridt, afsnit for afsnit, strammer Ole Bornedals vision til. Han er i færd med at male et billede af hele 1864, og jo tættere vi kommer på lærredet, jo tydeligere træder detaljerne frem.
Vi har bevæget os fra den store romantiske biedermeier til den følelsesstormende ekspressionisme. Det bølgende korn på marken er afløst af lemlæstede kroppe. Rosenkinderne er frostsprængte. Fra de blåøjede rekrutter blinker døden nu koldt tilbage, og hvor lærkesangen stod i luften, høres kun skrigene fra de sårede og angste. Ingen kalder længere på krigen, for den er her, og den er ubønhørligt nærværende.
Peter og hans bagtrop er efter Dannevirke kommet tilbage på den rigtige side af fjenden, mens Laust og resten af kompagniet er faldet bagud, med en forlist kanon og Laust mere død end levende på en båre. Brødrene er blevet skilt, og soldaterne har mistet overblikket, som hele nationen har det.
Danmark kæmper på to fronter, forklarer tyske Moltke. Mod prøjserne i syd og mod deres egen regering, der har hentet general de Meza til samråd og afskedigelse i København. Danskerne er blevet deres egen værste fjende, på papiret og på slagmarken, hvor kaptajn Didrich beordrer Laust i dammen og kuldedøden.
De politiske og de personlige dramaer har spejlet hinanden gennem alle afsnit, men med krigens komme smelter de nu mere og mere sammen til ét. Til krig.
Der er ikke længere den store horisont at spejle sig i. Livet er blevet en kamp for overlevelse. Det symbolske og universelle bliver konkret, vanviddet er blevet virkeligt, og den ny virkelighed viser sig i Bornedals instruktion og i hans karakterer.
Peter har dræbt sin første mand og er blevet formørket på både krop og sjæl. Han har mistet alle illusioner og forliget sig med døden, mens Laust klamrer sig til livet og kun har håbet tilbage. De to har som typer byttet plads.
Med Peters hårdhed forsvinder al naivitet. Jens Sætter-Lassen spiller ham med en ny bitter smerte, der står i modsætning til det åbne ansigt, vi hidtil har mødt, og Bornedal understreger, at han er en glimrende personinstruktør, der naturligvis kan skabe nærvær og identifikation, når han ønsker det.
Også Nicolas Bro imponerer til stadighed. Hans udskældte rolle som Monrad repræsenterer hele regeringens vanvid, udkrystalliseret i ét sammensat og skrøbeligt sind. Monrad er grundlovsfader, biskop, konseilspræsident og galehuspatient, og Bro spiller ham med nerverne uden på tøjet og svedende perlende på læben. Med krigens vanvid frygter Monrad også for sin egen galskab, der står på spring i scenen ved middagsbordet, hvor de utilpasse børn ikke ved, hvor de skal kigge hen. Og endnu mere da han alene på kontoret anråber, trygler og trodser Gud, mens blodet løber ned ad vinduet som Dannebrog.
En malende effekt af Bornedal, der til tider nærmest brugte gyserfilmens æstetik for at understrege uhyggen, angsten og ophøret af sund fornuft i aftenens afsnit. Farverne var næsten trukket ud af billederne, kampscenerne var rå, og på kanten til døden åbnes døren til det overnaturlige. Det så vi i Inges telepatiske tale til Laust i hans febertåge, i de levende myter om den spirituelle fyrbøder Johan og den usårlige unge løjtnant Dinesen (Karen Blixens far), og måske endda hos nutidens baron Severin, der udpensler rædslerne, som var han der selv. Således får rammehistorien nu også lidt mere funktion.
Men ikke mindst mærker vi det i de desperate håb på, at Gud vil forbarme sig over sit udvalgte folk.
'Gud viser sig snart', lovede biskop Monrad, da han på krigsminister Lundbyes vegne afsatte general de Meza. Men Gud kommer ikke. Vi står i Helvedes forgård. Monrad har med de Mezas ord lagt 30.000 danske mand tilrette på en slagtebænk i Dybbøl, og de fornemmer allerede, hvad vi ved og intet kan gøre ved: at blodbadet venter på søndag.
