TV: '1864' (7:8)

Det var intet mindre end verdensklasse, Ole Bornedal demonstrerede i syvende afsnit af '1864'. Aldrig har vi i dansk film- og tv-fiktion oplevet krig så skræmmende brutalt. Og aldrig har vi set det skildret med så imponerende teknisk og dramatisk overblik. Verdensklasse, Bornedal!

Instruktøren har selv sammenlignet sin histoire med Titanic, fordi vi kender slutningen og ved at skønheden må gå under. I aftes ramte vi så endelig isbjerget - for fulde gardiner og belejringskanoner - og endnu engang må man konstatere, at det ikke var i modsætning til, hvad vi hidtil har set, men i naturlig og uafvendelig forlængelse af det.

Serien tog sig en kalkuleret blunder i sidste søndags mellemakt, hvor nationen holdt vejret før stormen på Dybbøl, men Bornedals vision har hele tiden været klar. Han vil fortælle os en historie, der er større end dens enkelte skæbner. Som gør krigens gru og dens meningsløse død til universelle størrelser, og som fra denne universalitet lader tidens eufori, politikernes letsindige beslutninger, ungdommens evige drømme, kærligheden, frygten, dødens uigenkaldelighed og sorgen for de efterladte reflektere i hvert eneste af krigens ofre

Det var alle de kræfter, der mødtes på Dybbølstillingen søndag aften, og derfor var der, midt i det fysiske helvede, en næsten guddommelig skønhed, fanget i enestående billeder, lyd og Bornedals overlegne komposition.

Først skulle historien løftes igen. Didrich fortalte Peter om Inges graviditet, og den formørkede bror reagerede ikke med vrede, men forsoning. Selv har han forliget sig med døden, men nu fik Laust ny mening med livet og måtte have det at vide. Men sådan - som vi længe havde fornemmet af Inges dagbog, Severins fortælling og Johans varsler  - skulle det ikke gå.

Prøjserne stod parat til den endelige massakre. Seks timers uafbrudt bombardement af de danske stillinger, hvorefter 12.000 mand ville storme skanserne. De danske officerer kunne blot se det komme.

I skyttegraven, hvor Laust var tilbage, blev fællessangen for alle os et varsel om det forestående. Johan så det først, og beordrede alle til at grave huller. Glæden blev på et sekund til panik, og så pludselig: Stilhed. Uret, der tikkede mod klokken 04.00, mens alle vores hovedpersoner stirrede mod døden. Claudia og Severin ved bogen, Moltke i Berlin, prøjserne ved kanonerne, Monrad i Københavns nattemørke, tyske Heinz i løbegraven, Inge i fødsel - sin egen livgivende smerte midt i mareridtet - Peter og Dinesen, Den røde Prins med sit lommeur, de danske officerer til hest og tilbage til Laust i skyttegraven. Tre minutter præcist, hvor alt faldt i hak og besejlede skæbner.

Så blev himlen oplyst af granater, og helvede brød løs i et inferno af støj. Kanontorden, skrig, den dumpe lyd af kroppe, der rammes. Kroppe, der fløj gennem luften. Soldater, der fik benene skudt af. Soldater, der fik tøj og hud brændt af kroppen. Soldater, der brændte. Rædslen i de unge ansigter, og dagslyset der kom og åbenbarede mere og mere smerte.

Og så stilheden igen. Nu hørte vi kun vinden og lærken, der har hængt på himlen siden første afsnit, og det var lige så uhyggeligt, for mareridtet var langt fra ovre.

'Nu sker det', sagde Johan, og så bredte den hvide smerte sig endnu dybere, og larmen brød atter ud med hornmusik og uartikulerede dødsråb fra soldaterne, der væltede op af gravene. Sproget ophørte, og mennesker blev til dyr, der dræbte med bajonetter, geværkolber, støvlesåler.

Men det var mennesker, der døde. Nu også dem, vi kendte: Rasmus, Sergent Jespersen, general du Plat, major Schau. Og denne gang kunne vi mærke det, for her flød den store og den lille historie endegyldigt sammen. Den politiske dårskab fik dødelig konsekvens, og vore venner faldt så tilfældigt og meningsløst som deres sidemænd og fjender, der også alle bar på en historie.

Vi blev selv ramt nu, og således kunne Bornedal slutte ringen og atter dykke ned i historien til Peter, der endelig fik øje på Laust. Selv Peters pulsslag kunne vi høre, mens han i slowmotion skød sig vej mod sin bror. Laust, der med skæbnes sidste bitre trumfkort reddede sin nemesis Didrich og betalte med sit liv derfor. Skudt i ryggen. Og så svandt lyden for tredje og sidste gang, og lod os blot høre skuddene mod Laust, Marco Beltramis musik - og lærken.

Det var en tour de force ikke bare for Ole Bornedal, men også for seriens scenografer, sminkører, skuespillere, fotografer, klippere, special effects-folk og lyddesigner Nino Jacobsen. Et destillat af alt det '1864' rummer og formår.

Tilbage er blot at erkende nederlaget, afslutte dannelsesrejsen og lære at leve med smerten. Selv skytsenglen Johan mistede troen efter at have gennemlevet helvede på Dybbøl, og landet lå for evigt forandret tilbage.