TV: 1864 (4:8)
Alvoren, kulden og krigen bed sig fast i aftenens flotte afsnit
Værsgo. Så kom der krudt i kanonen. De danske drenge falder som fluer, og '1864' har fået den alvor og tyngde, mange har råbt på. Ikke som et brud med hvad vi har set i hidtil, men i elegant forlængelse af det.
Det er fortsat de store armbevægelsers fortælling, i et pompøst filmsprog som vi ikke er forvænte med. Men det symbolske bliver gradvist mere konkret, og naiviteten får skridt for skridt resonans. Det evige solskin er afløst af en tyk og skæbnesvanger tåge. Marco Beltramis stemningsfulde musik er sat en oktav ned, og Dan Laustens smukke billeder har fået et nyt køligt farvefilter og dramatiske kameravinkler. Krigen er kommet, alvoren har meldt sig. Og det er netop i det store view, vi mærker de små forskydninger, der ændrer verdensbilledet for altid.
I tre afsnit har vi hørt, at alle er gale. Men vanviddet er ikke det samme.Vi har bevæget os fra euforien efter Treårskrigen, over lidenskab, til letsindighed og idioti, som den engelske Dronning Victoria pointerede det sidst. Nu får galskaben så konsekvens. I kærligheden, hvor Inges og Lausts hemmelighed ikke længere lod sig skjule. Og i krigen, hvor Dannevirke allerede står for fald. Endnu engang var der fejende overblik og fortællende overskud i feltmarskal Bornedals udlægning af de politiske spil og militære handlinger. Utvivlsomt er der historiske sammentrækninger og udeladelser, men dramaturgisk er det imponerende, hvor omfattende han formår at spænde, og hvor smidigt han hægter det hele sammen.
Vi fik ikke blot indblik i såvel den tyske som den danske krigslist, men også gode portrætter af Den røde Prins, af den 80-årige von Wrangel, der fejlagtigt tror, han kæmper mod franskmændene, og af danske de Meza, der nok er en forfængelig hypokonder, men en dygtig hærfører, som vælger retræten mod Københavns vilje. Vi så Monrad komme til kort og skellet mellem politiske og militære ledere vokse. Og vi så Dannevirke, Thyras sagnomspændte vold, falde fra et nationalt, uindtageligt symbol til en ufærdig fæstning, der hverken kunne huse sine soldater eller beskytte sine flanker.
Endnu betragter vi med Peter og Laust krigens gru på afstand, men tæt nok til at høre skrigene fra lazarettet og mærke angsten hos de tyske fodfolk. Og hos den unge Viggo Monrad, der udpensler mareridtet ved dødens front, mens farmand applauderer sejren, og stuepigen dækker op i baggrunden. Det var godt fjernsyn, vi fik der. På en time gled vi og Danmarks sønner fra fortrop til bagtrop. Med Peter, der frejdigt og ubekymret drog afsted, men nu bitter og forrådt trodser døden og bliver tilbage på den forladte vold, mens Laust og kompagniet forskanser sig i Dybbøl. Brødrene er skilt, som landet er ved at blive det.
Danmark rømmer, men Bornedal rykker frem på alle fronter, og '1864' er for alvor ved at bide sig fast.
