Den afdøde instruktør Tony Scott vil især blive husket for to film, der trak horder af mennesker i biografen i 1980erne

Der vil sandsynligvis ikke blive helliget mange spaltemeter til at beskrive det kunstneriske indtryk, som den afdøde Hollywood-instruktør Tony Scott satte på filmbranchen, når kulturjournalister mandag skal nedfælde deres nekrologer over den kendte instruktør.

Den 68-årige filmmager, der søndag efter alt at dømme tog livet af sig selv ved at hoppe ud fra en bro i Los Angeles, var nemlig en instruktør, som fokuserede mere på flotte billeder og action end kunst, vurderer Berlingskes filmanmelder Kristian Lindberg.

- Han var en instruktør, der lavede en række meget velpolerede, hektiske og underholdende actionfilm, som mange har set, men som ikke har det store kunstneriske indhold, siger Kristian Lindberg.

LÆS OGSÅ: Instruktøren bag 'Top Gun' død i tragedie

Han fortæller, at Scott begyndte med at lave reklamefilm i sin bror Ridleys Scotts firma, og netop reklamebranchens polerede verden afspejlede sig i det indtryk, som kom frem på lærredet i Tony Scotts egne film.

Historisk vil Scott primært blive husket for to gedigne kassesucceser, som i 1980erne solgte billetter i tusindvis verden over, og som siden har været genudsendt et utal af gange i fjernsynet.

- Top Gun og Berverly Hills Cop II (Frækkere end politiet tillader II) var to kanon hit, han havde i 1980erne, og det er ofte film, som man fremhæver fra den periode, siger Kristian Lindberg.

- Begge film bliver regnet som klassikere fra 1980erne, men der er ikke nogen, der regner dem for at være kunstneriske klassikere, siger han.

Især Top Gun, der blev Tom Cruises egentlige gennembrudsfilm, satte et solidt aftryk på perioden, og det var en af den tids mest sete biograffilm.

- Den knytter sig godt an til den tid, den er filmet i. Det var Reagan-tiden, hvor USA prøvede at manifestere sig igen. Det er ikke en politisk film, men den har en gejst, som mange amerikanere er faldet for, siger Kristian Lindberg.

Også filmanmelder på Information, Christian Monggaard, hæfter sig ved, at Scotts primære styrke var filmenes »udseende«, mens indholdet nogle gange kom i anden række.

- Når Tony Scott var værst, var hans film form uden indhold og refleksion. Når han var bedst, havde hans film det hele. Flotte var de altid, skriver Monggaard på sin Twitter-profil, hvor han nævner »True Romance«, »The Last Boy Scout«, »Crimson Tide«, »Beverly Hills Cop II« og »Top Gun« som favoritterne.

Det er angiveligt tragiske omstændigheder, der ligger bag den anerkendte Hollywood-instruktørs død.

Således oplyser de retsmedicinske myndigheder i Los Angeles, at Scott tog livet af sig selv ved at hoppe ud fra en bro.

Det var den amerikanske kystvagt og politiet i byen, der fandt liget af instruktøren i vandet under Vincent Thomas Bridge.Efterforskere har siden fundet et selvmordsbrev på Tony Scotts kontor.