Anmeldelse: 'Twilight' er bedre end sit rygte

Den drivende romantiske vampyrsaga, der har sat tænderne i en hel generation af unge piger, er blevet kritiseret for at være stilistisk overdrevet og mentalt underfrankeret. Selvhøjtidelig, fuld af surmulere og med en puritansk historie, der plæderer for seksuel afholdenhed.

Men det forholder sig lige omvendt.

Alt i ’Twilight’ handler om sex. Det er et gigantisk drama om det store uskyldstab. Om den unge, uberørte Bella, der forelsker sig i den livserfarne Edward, men ikke kan have sex med ham.

For Edward er vampyr og bange for, at han ikke kan styre sig, hvis han slipper drifterne løs. Han risikerer at skade Bella, måske endda slå hende ihjel, mens Bella på sin side trygler om at blive skadet, ja endda selv at blive vampyr, så de kan blive forenet. Det er ’40 Shades of Grey’ for jeres døtre.

Men det er mere endnu, for Bellas kærlighed er delt mellem vampyren Edward og varulven Jacob.

Det er den kolde, blege outsider overfor det varmblodige flokdyr, og især i de to første film associeres de med narkotika og alkohol. ’Twilight’ er således fuld af forrygende metaforer.

Den handler om alt det forbudte og farlige, der trækker i et ungt pigesind – selv om halvdelen af målgruppen slet ikke er sig det bevidste endnu – og så er det hele endda pakket ind i et spændende eventyr fuld af store følelser og evig kærlighed.

At man af gerrighed så har strukket det sidste romanbind til to film, er en anden sag. ’Twilight’ kunne have fået en perfekt finale, hvis man havde føjet den bedste time fra ’Breaking Dawn Del 2’ til etteren, for det var her, at alt i serien i virkeligheden blev forløst.

Bella fik sin Edward. Hun fik sin bryllupsnat med krøllede silkelagener og smadret himmelseng, og hun blev vampyr med evigt liv.

I del 2 skal hun så lære at leve som vampyr. Nu kan hun og Edward endelig mødes som ligeværdige uden at holde sig tilbage, og da vampyrer ikke bliver trætte og ikke har potensproblemer, kan Bella med egne ord slet ikke få sex nok.

Men efter den første gang er den seksuelle spænding, der hele vejen har været historiens drivkraft, tydeligvis forsvundet, og uden den virker resten af fortællingen lidt som en tilføjelse.

Edwards og Bella har fået datteren Renesmee. Hun er halvt menneske, halvt vampyr, men den rivaliserende Volturi-klan ser hende som en forbrydelse og en fare, og vil have hende skaffet af vejen.

Med oplæg til et afgørende slag mod Volturierne, må Edwards vampyrer og Jacobs varulve kæmpe side om side som én stor familie, og netop familiefølelsen slås der dygtigt på her til alle de fans, der har set filmene om og om igen. Der går dog også lidt ’X-Men’ i den med alle de særlige vampyrevner, og selv om actionscenerne er spektakulære, er de også så voldsomme, at censuren denne gang er hævet til 15 år, hvilket næppe kan være i den primære målgruppes interesse. Se den skal man dog, hvis man har fulgt med så langt. ’Breaking Dawn Del 2’ er billedmæssigt den flotteste film i rækken, og især Kristen Stewart, der spiller Bella, er vokset som skuespiller. Som fuldbyrdet vampyr kan hun endelig smide al sin teenagesmerte, slå sig løs og paradoksalt nok mærke livet.

Hun glimter i sollyset, som vampyrer jo gør, og det samme gælder for hele sagaen.

Måske funkler sidste kapitel ikke helt så meget som de bedste af sine forgængere, men ’Twilight’ er stadig langt mere saft- og kraftfuld underholdning, end det blodfattige Hannah Montana-hø, der ellers sprøjtes ud til teenagepiger.

The Twilight Saga: Breaking Dawn Del 2

(4 stjerner)

Læs også: