Hvor er det dog en fryd at se Nicolas Cage tilbage på toppen.
Få gode skuespillere medvirker i så mange ligegyldige metervarefilm som Cage, men med ’Joe’ har han fået sin bedste rolle i 12 år - siden Spike Jonez’ ’Orkidetyven’ - og han spiller med et nærvær og en undertrykt energi, så biograflærredet dirrer.
’Joe’ er et leverstød af et spændingsdrama, båret af levende, komplekse karakterer og fortalt i et afventende dæmpet tempo, men samtidig fuld af en smerte og vrede, der truer med at eksplodere i hænderne på os.Eller måske snarere på Joe (Cage), en ensom ulv midt i livet med hård hud på næver og sjæl, et temperament, der mere end én gang har sendt ham bag tremmer, og en skæbne dømt til undergang.
Det er også her, han møder 15-årige Gary (Tye Sheridan fra den nært beslægtede ’Mud’), der søger job for at forsørge sin vagabonderende familie, tyranniseret af en alkoholisk og voldelig far.
Ligner hinanden meget
Joe tager den forsømte teenager under sin stækkede vinge, smerteligt bevidst om, at de to ligner hinanden mere end godt er, og med et spinkelt håb om at kunne redde Gary fra den undergang, han selv har kurs mod.
Hans Joe er hjælpsom, retfærdighedssøgende og afholdt af ludere som løsarbejdere, men han simrer indvendigt som en frituregryde. Ubønhørligt på vej mod kogepunktet, ledsaget af giftlækkende træer, selvretfærdige landbetjente og manisk gøende gale hunde, på to som fire ben.
Det er en præstation - og en film - man ikke slipper igen lige med det samme.
’Joe’Action
(5/6 stjerner)
