Foruroligende og forulempende, udpenslet blodig og tilstræbt mystisk. Nicolas Winding Refn lefler ikke for sit publikum, så der er ingen grund til at lefle for ham. 'Only God Forgives' er en grum film, der bevidst forsøger at forarge og forvirre med sin kompromisløse stil, og pressevisningen før verdenspremieren i Cannes blev da også modtaget med både klapsalver og buhråb.

Selv om Refn atter har Ryan Gosling i hovedrollen, er vi så langt fra den coole og lækre overflade i hans sidste film og palmevinder 'Drive' som man næsten kan komme. 'Only God Forgives' udspiller sig i den thailandske under- og natteverden, hvor Julian (Gosling) er amerikansk narkohandler bag et dække som ejer af en thaibokseklub. Vi ser ikke meget til nogen af delene, men da hans bror efter at have voldtaget og myrdet en 16-årige pige selv bliver likvideret, dukker Julians mor (Kristin Scott Thomas i en alt andet end aristokratisk udgave) op og kræver hævn for sin yndlingssøn. Så vidt er plottet lige at gå til. Den ensomme hævner, der går voldens vej, har fulgt Refn længe og udviklet sig gemmen film som 'Fear X', 'Pusher 3' og 'Valhalla Rising'. Men i 'Only God Forgives' er historien langt mere symbolsk. Instruktøren har aldrig været forklaringernes eller dialogens mand. Gosling havde ikke mange replikker i 'Drive', men i 'Only God Forgives' har han tæt på ingen. Dialog er intellektets sprog, mens Refn hellere fortæller med billederne og musikken, der er følelsernes sprog. 'Only God Forgives' er badet i rødt livmoderlys og indhyllet i et rasende elektronisk lydspor, og Julian bevæger sig gennem historien som i slowmotion.

Han er en voyeur, der helst nøjes med at kigge på livet, inklusive hans masturberende yndlingsluder, og grænsen mellem, hvad der rent faktisk foregår i Bangkoks nattemørke, og hvad der kun udspiller sig i Julians fantasi, bliver aldrig klar. Måske eksisterer den brutale, karaokesyngende politchef, som Julian kæmper med, slet ikke. Måske er han titlens gud, som bestemmer over liv og død, eller måske den afdød far, som Julian - måske - har myrdet.

Svar er her få af, og ens oplevelse af filmen er i høj grad afhængig af om man er villig til at købe den præmis og lade sig forføre af mareridtet. Eller om man finder historien for søgt, lyden for kværnende og billederne for brutale.

Filmen har - uden at røbe den smule, der røbes kan - mindst én moderbinding og en blodrus for mange, men under alle omstændigheder må man beundre Refn for hans konsekvens. Han følger sin kunstneriske vision helt til dørs og formår at skabe en urovækkende klaustrofobisk stemning med tavsheden, mystikken og de overnaturlige elementer, der låner begavet fra asiatiske genrefilm og gør Thailand til mere end bare en eksotisk location.

Man kan elske eller hade resultatet, og mange vil elske at hade det, men få vil forlade 'Only God Forgives' uberørte. Det er en film, der både gør og bider, fra en instruktør der både tør og gider søge egne faretruende veje.

Only God Forgives (4 stjerner)

Premiere i danske biografer den 30. maj