'The Team' tænker stort, men skøjter hen over det basale politiarbejde

'The Team' blev bedre i andet afsnit. Det hjalp at få vores paneuropæiske politihold samlet, så ikke hele afsnittet skulle foregå på iMacs og over Skype. Og i de sidste tyve minutter var der betagende billeder i det østrigske smeltevand og noget nær regulær spænding, da Lars Mikkelsen jagtede de to meget modbydelige skurke til fods og rebs.

Men vejen dertil? Uha. Jeg krummer tæer over alle de hovsaløsninger, forfatterne Mai Brostrøm og Peter Thorsboe serverer for os. I stedet for at stole på deres karakterer, overbroderer de plottet og sender det afsted i et opskruet tempo, hvor al politiarbejde bliver postulater og slumpetræf. Og så er der allerede ved at tegne sig et mønster, hvor vi i hvert afsnit skal tro, at fælden er ved klappe, for så at få alt vendt rundt i sidste minut. Første var Guldtand alligevel ikke vores morder, og nu er den litauiske storleverandør i menneskehandel, Loukauskis, det åbenbart heller ikke.

Så kan vi gå endnu et skridt op i forbryderhierarkiet på søndag. I seriens flotte intro kan man se hænder blive vasket og en edderkop trække i sine tråde - en indikation af, at historien vil vokse til et politisk spin og skabe kø ved håndvasken. Men at der tænkes stort og Europolsk er ingen undskyldning for at skøjte hen over de basale detaljer.

Tyske Jackie bed mærke i at snittene på de afklippede fingre var forskellige og kunne derfor konkludere, at de tre mord er begået af tre forskellige psykologiske profiler. Ja goddag mand økseskaft. Det kunne jo også bare være tre forskellige sakse. Det er alligevel så bøvlet at få en boltsaks med på et fly.

Vores to forbryderklicheer, der af uransagelige grunde skulle fire sig ned til Guldtands kærestes hus, var blevet fanget på overvågningskamera. Den ene tog sig til øret, og så kunne vores svenske dataekspert Kit hurtigt regne ud, at han måtte være en af tre, der havde ringet op præcis kl. 17.31 og spore mobilen til et hus lige om hjørnet. Heldigt hva?

Den slags er der for meget af, og så skal vi stadig trækkes med alt for overforklarende replikker, som den her da de sadistiske skurke torturerer Guldtand: 'Vi spørger dig igen: Du har skrevet en bog om Marius Loukauskis. Du har masser af research og dokumentation. Hvad er koden til din computer'? Vældigt pædagogisk.

Teknisk er 'The Team' til gengæld en fornøjelse. Jeg er vild med de mange kameravinkler, instruktør Kathrine Windfeld bruger i scenerne. Billederne er flotte, og lydarbejdet er godt. Nu skal vi bare have manuskript- og politiarbejdet med.

The Team - Mord uden grænser (2:8)
DR1 søndag 20.00
*** (3 stjerner)