Birgitte sendt til tælling


En politisk gammel hat og Birgitte i knæ. Har 'Borgen' toppet?


For første gang i denne sæson lugtede 'Borgen' lidt af mølkugler. 'Jeg holder mere af drømme om fremtiden end historier om fortiden', citerede serien den amerikanske præsident Thomas Jefferson for, men det var ikke ligefrem nemt at se i aftenens Ole Sohn-agtige historie om heksejagt på eks-kommunister. Der har vi ligesom været.

Vel er det sørgeligt, at en dygtig økonom med ideologiske holdninger kun kan dømmes på sin fortid, selv af sine egne partikammerater, men nyt eller særligt spændende var det ikke. Afsnittet savnede den fandenivoldske lyst til at aftvinge holdninger og skabe politisk debat, som ellers har lagt stilen de seneste uger. Det var ikke så forfriskende klart i spyttet, og vi nåede aldrig at høre Søren Ravns (Lars Mikkelsen) bud på en økonomisk politik, før han trak følehornene til sig i en lidt hastig og halvhjertet exit.

Og så blev Birgitte oven i købet sendt til tælling i går. Det var ikke bare en nerve, der sad i klemme i de fingre, som hun mere eller mindre åbenlyst har gået og rystet med hele sæsonen. I hast blev hun opereret for brystkræft, og selv om jernkvinden tror, hun kan klare det hele selv og i hemmelighed, så er 25 strålebehandlinger ikke nogen spøg.

Det ved Adam Price, og når han lader sygdommen ramme nu, vil den utvivlsomt få indflydelse på seriens afslutning. Det kunne ligne et fald fra tinderne. Har Birgitte Nyborg og dermed Nye Demokrater allerede toppet, med fire afsnit igen? Og har 'Borgen'? Eller er det bare lige præcis det, forfatteren gerne vil have os til at tro og frygte?

Det vil nemlig være et dramaturgisk godt tidspunkt, her hvor vi tager hul på anden halvdel af sæsonen, at geare tempoet en smule ned og bringe lidt uro i geledderne, så der virkelig kan komme smæk på finalen. Og Price kan jo kunsten at sammensætte en hel menu. Så mon ikke både Brigitte og 'Borgen' når at rejse sig igen, og det her bare var en lille bitter sorbet før den fede dessert.


Borgen (6:10)